Noget af det hårdeste for en fodboldspiller er at blive ramt af en langvarig skade. Dette overgik desværre Blas Riveros i sejren over OB, hvor han måtte forlade kampen med det, der viste sig at være en kors- og ledbåndsskade i venstre knæ.
Men når chokket over skaden er taget af, og der er en nogenlunde mobilitet i benet igen, begynder hverdagen, som den kommer til at se ud de næste mange måneder.
For Blas Riveros kommer dagene i store træk til at ligne dem, som Kevin Mensah og Joel Kabongo har været igennem. Forskellen ligger i, at der også skal klemmes engelskundervisning ind op mod tre gange om ugen.
På truppens træningsdage vil den paraguayanske wingback være at finde på Brøndby Stadion sammen med resten af truppen, men når de går på banen, bliver han sammen med de andre skadede spillere i styrketræningslokalet. Her står den på masser af øvelser, der ikke belaster knæet, men vedligeholder en grundform så godt som muligt samt vedligeholdelse og styrkelse af muskelmassen.
Efter træning spiser alle spillerne sammen, og efterfølgende kan dagen for Blas stå på enten på et par timers engelskundervisning, undersøgelser og kontrol af knæet eller praktiske gøremål i forbindelse med sin flytning til Danmark.
Familien fra Paraguay, far, mor og lillesøster, kommer inden længe til Danmark på besøg, hvor de skal bo hjemme hos Blas i hans rækkehus ikke langt fra Brøndby Stadion.
Så selv om han er skadet, bliver det en travl hverdag for Blas Riveros. Og han er allerede godt i gang, ikke mindst takket været den utrolige opbakning fra jer fans, hvilket Blas sætter lidt ord på her.