– Vi skal bygge på de gode præstationer, vi har haft her i foråret, og så skal vi lære af de mindre gode præstationer. Forhåbentlig kan vi ride videre på bølgen fra i søndags. Vi leverede en god præstation mod FC København, og der er mange ting, vi kan tage med ind til kampen mod OB, siger Morten Frendrup, der glæder sig til at komme i kamp igen.
Selv om en kamp mod enhver anden modstander i landet er af en anden størrelse end et Derby, så betyder det ikke, at det ikke er en vigtig kamp. Det er stadig tre point til Superliga-kontoen, der er på spil, og de point vil Frendrup gerne indkassere hver weekend – uanset om det er FC København, Vejle eller OB som på søndag, der står på den anden banehalvdel.
– Det bliver en helt anden kamp, for et Derby er selvfølgelig noget specielt. Det er noget for sig selv i forhold til en kamp mod OB eller andre klubber i ligaen, understreger Frendrup, der dog ikke ser den store udfordring i at sætte sig selv op, selv om seneste kamp var netop et Derby.
– Som trup har vi ikke svært ved at sætte os op til nogen kampe, heller ikke selv om man kommer fra et Derby. Og springet fra et Derby til en anden kamp i Superligaen er måske lidt mindre, nu når der ikke er nogen fans på tribunerne.
– Men det betyder ikke, at det bliver en let kamp. Den bliver bare svær på en anden måde, og der er ingen lette modstandere i ligaen. Derfor handler det om at være helt klar til opgaven, og det er vi også.
Sidste gang vi mødte OB i Odense var i grundspillet for lidt over et år siden i en kamp, hvor Anis Slimane fik debut og fejrede det med en assist.
– Vi talte om i går, at der er gået et år med Corona og det er lige så lang tid siden, at Anis fik debut mod netop OB. Det var en fed dag i Odense, og kan vi gentage kampen derovre, så gør vi gerne det, siger Frendrup med et smil på vej mod dagens træning.