Det seneste år har de to talenter Andreas Pyndt og Jagvir Singh Sidhu været på U20-kontrakter, hvor de har slået folderne på Brøndby IF’s U19 mandskab. Det er i dag blevet skiftet ud med to nye kontrakter, da såvel Pyndt som Jagvir har sat deres underskift på kontrakter, der løber i to og et halvt år fra i dag.
- Pyndt og Jagvir har begge vist igennem en række år i ungdomsregi, at de er talentfulde spillere, og derfor forlænger vi deres kontrakter, så vi giver dem mulighed for også at tage næste skridt. Ligesom de andre talenter, vi igennem de sidste par år har forlænget med såsom Jobbe og Bruus, er der ingen genveje til succes andet end at fortsætte det hårde arbejde på og udenfor træningsbanen, lyder det fra fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
For Andreas Pyndt, der har været i klubben siden han kom til som U9-spiller, er det en drøm, der går i opfyldelse.
- Jeg er gået forbi stadion på vej til træning i over ti år, og hver gang har jeg drømt om at blive en del af den trup, der spiller derinde. Jeg vil arbejde hårdt for at blive en del af truppen, og det er en fantastisk mulighed, jeg glæder mig til.
Jagvir Singh Sidhu kom til klubben endnu tidligere and Andreas Pyndt og efter en afstikker midt i sit U15-år, kom han tilbage som U19-spiller. Også han er glad for den nye kontrakt, men han er også klar over, at der venter masser af hårdt arbejde forude.
- Jeg er fra Vestegnen, så det er en stor dag for mig. Jeg var væk fra klubben i et par år af forskellige årsager, og det har modnet mig som person og spiller. Nu skal jeg så bevise overfor mig selv og for klubben, at jeg kan udvikle mig så meget, at jeg kan komme fast i truppen.
Begge kontrakter løber til sommeren 2023.