Mandag står den på 3F Superliga-bold igen, når Brøndby Stadion lægger græs til opgøret mellem Brøndby IF mod Lyngby BK. Mandagens udehold har ikke fået den bedste start i år, men ikke desto mindre forventer Anthony Jung en svær kamp, selvom spillerne går ind til opgøret med selvtillid fra den seneste række sejre.
- Lyngby har ikke har fået de bedste resultater, men det bliver stadig en svær kamp. Selvfølgelig går vi ind til kampen med en fin selvtillid efter sejren over Vejle, som også endte med at blive en hårdt kæmpet sejr. Jeg føler, det bliver en svær kamp, men vi ved, at vi kan styre kampen, og det vil vi helt sikkert også prøve at gøre mod Lyngby, lyder det fra Jung, som ser store perspektiver i holdets offensive spil.
- Vi var i stand til at skabe store, åbne chancer mod Vejle, og det skal vi tage med os ind i kampen på mandag. Det er også vigtigt, at vi bevarer den effektivitet, vi spiller med for tiden, for vi skal hele tiden fokusere på at skabe de her store målchancer, så vores angribere kan putte dem i kassen.
Sidste gang de to mandskaber mødtes var 1. marts, hvor der var lidt over 16.000 tilskuere på lægterne, og Jung savner da også at spille foran fansene.
- Det bliver godt at spille hjemme – vi kender banen og det hele, men vi savner godt nok vores fans, må jeg indrømme. Lyngby var jo faktisk den sidste kamp, vi spillede, hvor der var fans på Brøndby Stadion som førhen. Det føles virkelig længe siden, og det er noget, man virkelig savner som fodboldspiller.
Sæsonens første clean sheet giver mentalt boost
Brøndby fik sæsonens første clean sheet mod Vejle på udebane i sidste weekend. Det var lige ved og næsten mod OB i kampen forinden, og ifølge forsvarsspilleren var det på tide, at spillerne viste, at de var i stand til at lukke helt af bagi.
- For at være ærlig var det på tide med sæsonens første clean sheet, for vi lukkede også et dumt mål ind mod OB til allersidst i kampen ugen forinden, hvor jeg også selv var involveret i deres scoring. Det er selvfølgelig vigtigst at vinde kampe, men det er vigtigt også at have følelsen af, at vi er i stand til at forsvare godt og ikke lukke mål ind bagi.
- Mentalt var det vigtigt for os, at vi ikke lukkede mål ind i sidste kamp, og det bliver det også mod Lyngby på mandag. Man kan sige det sådan, at hvis vi bare sørger for, at modstanderen ikke scorer, så har vi allerede et point. Så er det bare vores opgave at score i den anden ende, og det er jeg også sikker på, vi er i stand til med vores offensive spil for tiden.
Foto: Getty Images