Antallet af klubber, der ønsker at være en del af Brøndby Masterclass Samarbejdet, er støt stigende, og det samme er antallet af klubber, der vælger at blive en del af Brøndby IF på den front og optimere forhold for både spillere, trænere og ledere i deres klub.
Seneste klub, der har meldt sig under fanerne i Brøndby Masterclass Samarbejdet, er Hundige Boldklub, der blev stiftet i 1985.
Klubben har omkring 400 medlemmer fordelt over årgang 2015 til dem over 50 år, og ungdomsformand Peshko Khoshabroo glæder sig over det kommende samarbejde med Brøndby Masterclass.
- I klubben lægger vi vægt på det sociale samvær både hos spillere og trænerne i klubben. Vores grundsten i klubben er ’ligeværdighed, respekt og tillid’. Dette bliver der lagt meget vægt på, og som noget nyt har vi fået trykt det på vores nye spillertrøjer. I Hundige Boldklub er målet, at alle hold spiller på højest mulige niveau, naturligvis med udgangspunkt i spillermaterialet på årgangen.
- Hundige Boldklub vil gerne være en del af samarbejdet med Brøndby Masterclass, da vi mener, at samarbejdet kan give os en masse værktøjer, som vi kan bruge i vores dagligdag. Vi forventer, at vores trænere og spillere dygtiggøres gennem de tilbud, der ligger fra Brøndby Masterclass som f.eks. trænerkurser, inspirationstræning, hjælp til fastholdelse af de dygtigste spillere gennem talenttræning hos Brøndby Masterclass og gennem adgangen til Brøndby Masterclass’ øvelsesdatabase, lyder det fra Peshko Khoshabroo.
Også Thomas Arndt, der er leder af Brøndby Masterclass Samarbejdet, glæder sig over at Hundige Boldklub fremover bliver en samarbejdsklub.
- Vi er glade for at blive en stærk samarbejdspartner for endnu en lokal klub. Vi har igennem gode dialoger med klubbens repræsentanter fået et positivt indtryk af klubben og ikke mindst den retning, man ønsker at gå. Det er en klub i positiv udvikling, der er bevidste omkring deres sociale ansvar, og som satser meget på at skabe gode rammer for børn og unge i området.
- Brøndby Masterclass Samarbejdet vil bistå med at understøtte udviklingen af trænere og spillere samt give klubben, som helhed, mulighed for at deltage i en række spændende events omkring Brøndby IF. Vi ser frem til at udvikle Hundige Boldklub i fællesskab, siger Thomas Arndt.