- Det er jo altid hårdt. Nu havde vi test, og nogle af os var til KMD Cup, og det var selvfølgelig også hårdt, men sådan er det altid. Sommer eller vinter, uanset hvornår det er, så er det hårdt, når man lige skal i gang igen.
- Det har været fælles for os alle sammen, at vi har haft nogle forskellige typer løb. Noget lidt længere distance, og så nogle intervalløb også, hvor der er lidt mere tempo på. Selvfølgelig også kombineret med lidt styrketræning. Meget er det samme, som i sommer, bortset fra at det er mørkt, når man tager hjemmefra, og mørkt når man kommer hjem, men jeg oplever ikke, at det er værre eller hårdere end i sommer, fortæller den unge Brøndby-mand.
Første arbejdsdag bød på den traditionelle Vo2 Max-test, og Peter Bjur er selv rigtig godt tilfreds med sit resultat, som indikerer, at offensivspilleren har brugt rigeligt tid med løbesko i pausen.
- Jeg endte faktisk med at have den bedste test, og det er jo meget godt. Det er dejligt at vide, at det, man har lavet, også kan ses, når man kommer tilbage. Alle er selvfølgelig faldet lidt, det er jeg også selv – det er meget naturligt, selvom man har fulgt sit program og mere til.
- Det er klart hårdere end på U19. Træningen starter tidligere, der er flere træningspas om dagen, og intensiteten er højere. Det, vi laver, er simpelthen bare hårdere, og det er klart, når man holder den intensitet over så mange dage. Men jeg er sikker på, at de også har det hårdt på U19.
Allerede på lørdag skal spillerne trække i kamptøjet, når første træningskamp i opstarten spilles i Brøndby mod vores samarbejdsklub, Boldklubben Avarta. Peter Bjur ser frem til igen at skulle i kamp på græs.
- Det bliver fedt at spille kamp på græs igen. Nu var vi lige et smut forbi noget indendørs, og det er jo altid sjovt, men det er fedest at spille på græs. Så det bliver dejligt at komme ud og få spillet noget kamp, hvor det ikke kun er træning.
- Man vil altid gøre det bedst muligt. Vi skal lige i gang og finde tempoet igen, og som hold også spilles sammen, men selvfølgelig går man på banen og spiller det bedste, man overhovedet kan, understreger Peter Bjur.
Du kan se kampen mod Boldklubben Avarta fra sidelinjen på bane 1 i Brøndby, og vi vil i løbet af ugen komme med nogle faninformationer inden opgøret. Du kan selvfølgelig også streame kampen live på appen Brøndby Indefra.