Søndag ruller bolden i 3F Superligaen igen for vores vedkommende, når vi skal en tur til Jylland, hvor vi møder Vejle BK. Oprykkerne har vist sig fint frem i 3F Superligaen indtil videre, og derfor forventer Peter Bjur ikke, at resultatet er givet på forhånd.
- Vejle har spillet godt og gjort det rigtig fint i Superligaen, så vi forventer ikke, at det bliver nogen let kamp. Det er også et hold, som gerne plejer at ville spille fodbold, så vi skal også udnytte vores chancer, når vi er på bolden. Vi skal også have nogle indlæg ind i boksen, for vi har to angribere, der er gode på hovedet, fortæller Bjur, der glæder sig til at komme i gang efter landsholdspausen.
- Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme i gang igen, og nu fik vi også sluttet godt af inden pausen. Så vi forventer, at vi nu kan ride videre på den bølge af selvtillid og forhåbentlig sætte nogle sejre sammen. Det betød meget for os, at vi fik sluttet godt af efter de tre nederlag inden OB-kampen, og jeg føler, vi fik taget et skridt fremad mod OB – og det er lige netop det, vi skal bygge videre på.
Blas Riveros måtte som bekendt udgå med en knæskade i opgøret mod fynboerne, og forventes først at være tilbage i efteråret 2021. Derfor giver det nu Bjur muligheden for at gribe chancen og vise sig frem på venstrebacken, selvom han er ærgerlig over omstændighederne, som muligheden opstod på baggrund af.
- Først og fremmest har jeg virkelig ondt af Blas, for han har spillet utrolig godt og er kommet til et helt nyt land og mødt en masse nye mennesker, og så sker det her for ham. Det er jeg utrolig ked af, for det er der ingen, der fortjener. Men når det så er sagt, så åbner det jo en mulighed for mig, og at jeg kan komme ind og få nogle minutter.
- Den mulighed har jeg selvfølgelig tænkt mig at gribe så godt som muligt og samtidig få spillet, så meget jeg kan. Og så må vi se, hvad der sker på længere sigt. Jeg har jo ikke spillet særlig meget, så det her er selvfølgelig, selvom det sker på en meget ærgerlig baggrund, en mulighed for mig for at få spilletid, slutter Bjur.
Foto: Getty Images