9. DECEMBER 2019 kl. 13:55
Masterclass-oversigt: U15 går på vinterpause

Det eneste Masterclass-mandskab, der var i aktion i deres række denne weekend, var U15-holdet. Se her, hvordan det er gået cheftræner Sune Jensen og co.

U15 spillede efterårets sidste kamp
U15-drengene stod over for efterårets sidste opgave, da Lyngby BK kom forbi i U15 Ligaen. De blågule var inden kampen to point efter Lyngby BK i toppen af tabellen, men rykkede forbi gæsterne og op på anden pladsen i rækken med en 2-0-sejr.

Cheftræner Sune Jensen var godt tilfreds med drengenes præstation i kampen. 

- Vi var gode. Drengene holdt en god intensitet i kampen, og vores pres sad rigtig godt, så Lyngby havde svært ved at spille sig ud. Vi fik trykket dem langt tilbage og dominerede dem. Vi var bedst hele kampen igennem. Vi mistede lidt tryk i de sidste 10 minutter af anden halvleg, men havde stadig kontrol over kampen. Vi var klart bedst, og vi var vel tættere på en 3-0, 4-0, end de var på en reducering.

Holdet går nu på en velfortjent vinterpause og vender stærkt tilbage i starten af det nye år. I mellemtiden har spillerne nogle individuelle fokuspunkter, som de skal arbejde på i pausen. For de fleste betyder det ro.

- Spillerne får selvfølgelig nogle træningsprogrammer med hjem. Der er nogen, der skal slappe lidt af og holde nogle enkelte ting ved lige, og så er der andre, der skal bygges lidt op efter nogle småskader. Så er det selvfølgelig også en mulighed for alle spillerne at kunne træne nogle ekstra ting derhjemme, når der nu er pause fra træningen, men de fleste skal også lige have en mental og fysisk pause. Så er vi klar igen 6. januar.

Brøndby IF – Lyngby BK 2-0 (2-0)
1-0 Patrick Allentoft
2-0 Patrick Allentoft

Startopstilling:

Patrick Allentoft – Mohamed Salah Ali - Kean Tran

Adam Jensen – Bertram Kvist

Ludwig Vraa-Jensen

Matteo Grosso – Mikkel Durlev – Sander Pedersen – Malek Bakhit

Christian Rust

Bænken:
Mads Aaby Christensen
Carl-Emil Pedersen
Charlie Lindgren
Emil Jensen