For de fleste fodboldspillere, der døjer med langtidsskader, gælder det om at tage små skridt ad gangen. Det har Joel Kabongo også gjort i forhold til den knæskade, han fik i udekampen mod FC Midtjylland i sidste sæson.
For Kabongo har det været vigtigt, at genoptræningen bliver gjort i små skridt, og han er nu nået til, at han godt kunne tænke sig så småt at begynde at træne med holdet igen, da meget af Joels træning er alene.
- Jeg følger planen rigtig godt. Jeg tror, jeg er en lille uge foran. Men det er svært at sige, hvornår jeg er 100 procent klar igen. Det går den rigtige vej, men der vil være nogle bump på vejen. Jeg har heldigvis ikke mødt dem endnu, men det skal nok komme. Jeg håber, jeg kan begynde at være mere og mere med, når vi starter efter vinterferien.
Det er hårdt at være ude med en skade fysisk, men også psykisk bliver man udfordret, når meget af træningen foregår alene i styrketræningslokalet.
- Som fodboldspiller vil du gerne være ude og træne med holdet. Når du ikke kan det, går din verden lidt i stå.
Men for Joel gjaldt det om at være så social som muligt på andre måder end kun ved at spille fodbold. Han har blandt andet haft mere tid til at prioritere familien. Det gælder om at finde de positive ting at fokusere på.
- Følelsen af at sidde ude på sidelinjen, ikke gå på banen og gøre en forskel er ret hårdt. Især i de store kampe når hele stadion råber og skriger. Der vil man gerne være med. Men det, jeg har lært og indset, er, at min tid nok skal komme. Og også der gælder det om at finde de positive ting.
- Mine første mål var at smide krykkerne, og derefter at kunne løbe ordenligt igen. Nu skal jeg til at bygge lidt muskler på kroppen igen, og så er det store mål at komme tilbage omkring februar og holde den plan, der er blevet lagt.
Siden Kabongo blev skadet er der skiftet ud på forsvarspladserne i Brøndby-truppen. Ind er kommet Andreas Maxsø og Sigurd Rosted, mens Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri er skiftet til nye klubber. Joel Kabongo er dog ikke bange for den udfordring, der venter, når han er klar igen.
- Jeg har selvfølgelig kigget på hele situationen, men jeg kan ikke gøre noget nu. Når jeg kommer tilbage engang i det nye år, vil jeg gøre alt for at bevise, at jeg skal spille.