27. AUGUST 2019 kl. 09:50
Masterclass-oversigt: Stævner og storsejre
Fire Masterclass-mandskaber var i aktion i weekenden, med flere flotte resultater. De to ældste Masterclass-årgange var en tur til Jylland, U15 holdte pause, og så var U14 og U13 til hvert deres stævne, med stor succes til følge.
 
U19-holdet tager anden sejr
Joakim Mattsson og hans U19-mandsskab tog i lørdags over Fyn til Haderslev, hvor SønderjyskE ventede i deres anden kamp i U19-ligaen. Det blev en hård kamp mod et fysisk stærkt SønderjyskE-hold, men det var noget, U19-drengene håndterede flot, og det var U19-træner Joakim Mattsson tilfreds med.

- Det var en fysisk hård kamp mod et duel-stærkt SønderjyskE, som gerne ville bruge fysikken. Det synes jeg, vi håndterer godt og kunne også udfordre dem fysisk. Så er vi så dygtige, at vi kommer foran ret tidligt på en standardsituation, og så kommer vi på 0-2 inden pause. Vi scorer også tidligt inde i anden halvleg, og så bliver det en stille og rolig kamp, men stadig med dynamik og power, og så scorer vi til 4-0, og så får de et trøstemål til sidst. Men en fysisk hård kamp med mange dueller og med mange gode detaljer, men ikke en poleret fodboldkamp.

- Det var bestemt en godkendt præstation, også fordi det var 28 grader, og vi har trænet hårdt hele ugen op til kampen, og alligevel har spillerne muligheder for at hente de ekstra kræfter og procenter, der skal til, så der er stor ros til spillerne.

Efter to sejre ud af to mulige i U19-ligaen ligger Joakim Mattssons mandskab lige nu nummer to i rækken efter OB.

- Det har været en fin sæsonstart. Vi præsterede okay i en time mod Lyngby BK og så 90 minutter mod SønderjyskE. Så 150 gode minutter, men det er også det.
 
SønderjyskE – Brøndby IF 1-4 (0-2)
0-1 Oscar Salling
0-2 Lucas Balck
0-3 Andreas Bak Eriksen
0-4 Roni Arabaci
1-4

Startopstilling:

Mathias Kvistgaarden – Roni Arabaci

Lucas Balck – Anis Ben Slimane – Andreas Andersen – Giran Pyne-Cole

Jacob Rasmussen - Luke Singh – Oscar Salling – Victor Sørensen

Mads Hermansen
Bænken:
Oliver Rytter
Lucas Ziegler
Mikkel Eslund
Andreas Bak Eriksen
 
Storsejr til U17 i Haderslev
U17-holdet var ligeledes i Haderslev, hvor der skulle gøres bod på nederlaget mod Lyngby i første spillerunde i U17-ligaen. Og det blev gjort med stil. U17 vandt således kampen mod SønderjyskE med 1-6, og cheftræner Anton Lyme var godt tilfreds med præstationen.

- Vi spiller en rigtig fin første halvleg, og jeg synes at drengene får sat de ting i scene, vi gerne ville på modstanderens banehalvdel. Vi ville gerne ind og ramme dem i halvrummet og lidt over siderne, og så arbejde i deres bagrum også. Jeg synes især, vi lykkedes med at komme bag om deres bagkæde i siderne. Der var vi rigtig gode, og vi får scoret tre mål i første halvleg på indlæg.

Anton Lyme efterlyste flere ting i sidste uges kamp mod Lyngby, blandt andet at nogle af de ældre spillere tog ansvar, og han synes også, at udtrykket fra træningen manglede. Så han er glad for, at holdet var i stand til at tage revanche i kampen mod SønderjyskE.

- Jeg savnede lidt i første kamp, at der var nogen tre- og andenårsspillere, der tog noget ansvar, og det synes jeg virkelig, at de gjorde i kampen mod SønderjyskE, og det gjorde også, at førsteårsspillerne kunne vise de kvalitetet, som de har, men de har brug for at læne sig lidt op af de andre spillere, og det fik de mulighed for.

- Det var rart at tage revanche fra sidste uges kamp mod Lyngby. Det var ikke en præstation, vi var tilfredse med. Det var vigtigt for os, at vi kunne se noget af det, vi arbejder med på træningskampen også kom til udtryk i kampene, og det synes jeg, at vi fik vist i weekenden.
 
SønderjyskE – Brøndby IF 1-6 (0-4)
0-1 Marinus Larsen
0-2 Oscar Sejrup
0-3 Magnus Ravn
0-4 Magnus Ravn
0-5 Louis Christoffersen
1-5
1-6 Solomon Opoku
 
Startopstilling:
 
Oscar Sejrup

Magnus Ravn – August Wilquin – Solomon Opuku

Marinus Larsen - Louis Christoffersen

Hjalte Andersen – Filip Andersen – Cornelius Allen – Joseph Mwamba

Lucas Ziegler
Bænken:
Mikkel Bøhme Fredsgaard
Salieu Drammeh
Lucas Selignac Lange
Benjamin Rasmussen
 
U14 til stort stævne i Rotterdam
U14-cheftræner Morten Corlin var med sit hold til en stor turnering i Rotterdam i weekenden, hvor hold som Ajax, Dortmund, Chelsea og Anderlecht deltog. Det er nogle store navne, men det er helt bevidst for Morten Corlin, der gerne ville udfordre holdet.
 
- Vores formål med de her stævner er, at vi skal matches med hold, der er nogle niveauer højere end os, og som spiller i højere tempo. Det giver os stor læring, når vi skal tilpasse os og løfte vores spil for at være med i kampene. Og det højere niveau, dét fik vi i høj grad. Det var nogle rigtig dygtige modstandere, vi mødte til stævnet, men vi lykkedes med vores plan, og vi fik løftet vores spil og vist vores kvalitet, selvom modstanderne så skrækkelig gode ud.
 
U14-mandskabet sikre sig bronze til turneringen efter nederlag i semi-finalen til Anderlecht. Holdet startede ud stævnet ud med en 3-0-sejr over Club Brügge, som tabte til Anderlecht i finalen.
 
- Vi får fuldt fortjent 18 point i gruppespillet, hvor vi blandt andet møder Ajax i en rigtig fed kamp, der var en kæmpe læring. Vi kommer så i semi-finalen, hvor vi møder Anderlecht, som er det bedste U14-hold, jeg nogensinde har set. De var et stort niveau over os. De spillede nærmest ungvoksen-fodbold. Men vi spiller en helt vild god kamp, selvom vi ikke kommer frem til det store, og vi går faktisk til pause med 0-0. I anden halvleg får de så et heldigt mål på et hjørnespark, og så skulle vi satse offensivt til slut i kampen, hvor de så går ned og scorer til 0-2. Anderlecht vandt også finalen.
 
- Vi fik, hvad vi kom efter. En masse læring mod nogle rigtig stærke modstandere. Så var det rigtig fedt, at vi var i stand til at løfte vores niveau og spille lige op med, og nogle gange bedre end, de store hold. Så jeg er tilfreds med hele stævnet og spillernes præstationer.
 
Boal U14 Tournament 2019 
Hold Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Point
Club Brugge 8 6 1 1 19
Brøndby IF 8 6 0 2 18
AFC Ajax  8 6 0 2 18
Southampton FC 8 4 0 4 12
Stade Brestois FC 8 3 1 4 10
Budapest Honved FC 8 2 3 3 9
Sparta Rotterdam 8 2 3 3 9
Consadole Sapporo 8 1 2 5 5
FC's-Gravenzande 8 0 2 6 2
 
Semifinale:
Brøndby IF - RSC Anderlecht 0-2

Bronzekamp:
ADO Den Haag - Brøndby IF 0-3
 
U13-bronze i Kastrup
U13-holdet var i weekenden til Crowne Plaza Cup i Kastrup, hvor det blev til bronzemedaljer. Det er første gang, at den nye U13-årgang spiller 11-mands, og det har været fokusset fra cheftræner Azad Corlu i opstarten, at få systemet ind under huden på spillerne.

- Vi spillede et fint stævne i Kastrup, hvor vi ryger ud i semifinalen mod FC Nordsjælland. Vi havde ikke så meget fokus på resultatet, da det er første gang, at spillerne skal spille 11-mands, så vi har mere fokus på, at gøre spillerne vant til systemet og sørge for, at alle spillerne fik minutter til stævnet. Vi spillede Brøndby Cup for ikke så langt tid siden, og jeg synes allerede, at spillerne har udviklet meget i forhold til spillestilen, så det er jeg rigtig tilfreds med.

- Nu skal vi til endnu et stævne om to uger i Holland, hvor vi vil have lidt mere fokus på præstationen, og hvor vi gerne vil prøve at vinde, men vi vil stadig have et lige så stort fokus på at gøre spillerne vant til systemet og få spillestilen ind under huden på dem.
 
U13 - Crowne Plaza Cup 
Hold Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Point
Malmø FF 3 2 1 0 7
Brøndby IF 3 1 2 0 5
B 93 3 1 1 1 4
SønderjyskE 3 0 0 3 0
 
Semifinale:
FC Nordsjælland - Brøndby IF 1-0

Bronzekamp:
Brøndby IF – Malmø FF 3 - 1