For halvandet år siden oprettede Brøndby IF og DBU i samarbejde TOP-Center Brøndby. Formålet med det 3-årige projekt er at optimere træningsmiljøet omkring spillerne i U10-U12 med særlige forudsætninger fra partnerklubberne. Det betyder, at spillerne træner én gang om ugen på TOP-Center Brøndby og resten af ugen som normalt i deres egne klubber.
Christian Sørensen er TOP-Center-træner i Brøndby IF, og han fortæller lidt om de erfaringer, han har fået, og hvordan det er at arbejde med partnerklubbernes spillere.
- Det er vigtigt for mig, at vi i fælleskab kan udvikle partnerklubberne. Vi er begyndt at sende ugentlige træningsprogrammer til trænerne, som de kan benytte, og som forhåbentlig er med til at øge niveauet i den daglige træning. Det sidste års tid har vi inviteret trænerne på DBU-kurser, så de også får papir på, at de er uddannede fodboldtrænere. Det er vigtigt for både spillere og trænere, for det ikke er nok med en uges træning hos os.
- Med hensyn til spillerne vil vi gerne være med til at forløse deres potentiale, men det er vigtigt at understrege, at det er et samarbejde mellem partnerklubberne og Brøndby Masterclass, så der skal være lige så meget fokus på deres træning ude i klubberne.
At det er et samarbejde mellem Brøndby Masterclass og partnerklubberne er vigtigt for Christian Sørensen. Og så ligger hans fokus ikke kun hos de spillere, han kan træne med, men også klubbernes øvrige spillere.
- Vi går til opgaven med en stor portion ydmyghed, fordi det er andre klubbers spillere, vi arbejder med. Derfor er det heller ikke vigtigt for os kun at udvikle de spillere, der kommer på TOP-Centeret, men hjælpe klubberne med at udvikle alle deres spillere. Det kan jo være, at vi kan hjælpe med at udvikle en spiller, som ikke var i betragtning i første omgang, men som senere hen kan blive interessant for TOP-Centeret, fortæller Christian Sørensen.
- Vi håber også på, at vi ved at udvikle partnerklubberne kan ruste dem og give dem de bedste forudsætninger for at udvikle de kommende generationer i deres egne klubber. Potentialet og spillergrundlaget er kæmpe stort i vores partnerklubber, og de gør et kæmpe stort stykke arbejde, men de har nogle begrænsninger i og med, at de er frivillige og derfor ikke har en fuldtidstræners kompetencer. De har engagementet, og det er et rigtig godt udgangspunkt, men det er vigtigt, at vi også hjælper med at få styrket deres kompetencer.
Christian Sørensen glæder sig til at komme i gang med den nye halvsæson og til at tage skridtet videre i projektet i samarbejde med partnerklubberne, hvor der skal skiftes lidt ud i trupperne og findes nye unge talenter til TOP-Centeret.
- Nu ser vi frem imod en ny sæson, hvor vi har lagt endnu flere ressourcer i TOP-Centeret med to nye trænere og fast målmandstræner. Indtil videre har det største fokus været på markspillerne, men nu kan vi også tilbyde målmandstræning, hvilket er rigtig vigtigt for os.
- Vi begynder på fredag den 16. august med U11 og U12 med 24 spillere og tre trænere på hvert hold og så en målmandstræner. Derefter begynder processen med at finde de kommende U10-spillere, som starter i slutningen af oktober, og det er igen et samarbejde mellem Brøndby Masterclass og partnerklubberne at finde de spillere, der skal med til træningen i TOP-Center Brøndby. Vi vil også gerne have flere talenter ind på TOP-Centeret, så vi arbejder hele tiden på at tilknytte nye partnerklubber, lyder det fra Christian Sørensen.
Hvis du vil vide mere om TOP-Center Brøndby, kan du læse om det her.