3. JUNI 2019 kl. 15:39
Masterclass-overblik: Tre på stribe

Ni ud af ni mulige point blev udfaldet for den netop overståede Masterclass-weekend, hvor U17-, U15 og U13-truppen var trukket i Brøndby-trøjen. Få det fulde overblik over weekendens kampe nedenfor.

U17-holdet vinder Derbyet
Anton Lymes U17-mandskab stod søndag klar til et opgør mod FC København i et ægte U17-derby. Det blev til en tæt kamp, men U17-holdet viste klasse og kunne tage en 3-1-sejr med fra kampen. Det var sæsonens sidste kamp, så cheftræner Anton Lyme var glad for at kunne slutte sæsonen godt af.

- Det handlede for os, om at få et godt resultat oven på de sidste par kampe. Derfor havde vi fokus på ikke at forære dem noget. Vi ville gerne spille direkte og hurtigt, når vi erobrede bolden, så ikke FCK nåede at komme ned og få styr på deres organisation. Vi ville gerne bringe en masse fart, hvilket jeg synes, vi lykkedes med. Vi får skabt en 4-5 gode chancer i første halvleg, og ligeledes holder vi dem fra store chancer. Vi scorer, efter vi samler bolden op udenfor feltet, hvorefter vi slår et indlæg, og Andrew kan sparke bolden ind til 1-0, der også er stillingen ved pausen.

- Anden halvelg bliver en smule mere rodet, men jeg synes stadig, at vi har kontrol. Vi får skabt en masse chancer, og vi får scoret et godt mål sat ind af Lau. Det var godt at se, at vores to mål i anden halvleg bliver sat ind øverst i målet, hvilket vi havde snakket om. De scorer så i kampens sidste skud, men jeg synes faktisk, at kampbilledet sagde, at vi var tættere på 4-0, end de var på 3-1, så jeg føler ikke at sejren på noget tidspunkt var i fare efter 3-0 føringen.

- Det var en fortjent sejr efter en fokuseret indsats, hvor vi holder aftalerne. Vi spiller med den kynisme, som vi har savnet tidligere på sæsonen. Det glæder mig.

Det var U17-holdets sidste kamp, hvilket betød, at cheftræneren var ekstra glad for sejren oven på nogle resultater, som ikke var gået vores vej.

- Jeg synes desværre, at denne halvsæson har båret præg af, at vi ikke har været stabile nok. Vi har haft nogle udfald i nogle kampe, hvilket, jeg synes, har kostet bronzemedaljen, som var inden for rækkevidde. Vi har den tredjebedste målscore i rækken, så vi har ramt niveauet i mange af kampene, men desværre har vi også haft udfald. Det betyder også, at jeg er rigtig glad for denne sejr i sæsonens sidste kamp. Drengene fortjener rigtig meget ros, da vi altid kommer stærkt igen og viser stærk moral. Når det har set sortest ud, har vi vist høj og stærk moral.

Brøndby IF – FC København 3-1 (1-0)
1-0 Andrew Oseni
2-0 Laurids Brandt Andersen
3-0 Matin Saleh
3-1

Startopstilling:

Mathias Kvistgaarden - Andrew Oseni

Oliver Rytter

Marinus Larsen – Laurids Andersen

Frederik Valdbjørn

 Matin Saleh  – Filip Andersen – Alexander Vestergaard– Joseph Mwamba

Lucas Ziegler

Bænken:
Tobias Juul
Giran Pyne-Cole
Christian Friedrich
Andreas Eriksen
 

U15: Sejr på Østerbro
U15-holdet havde taget turen ind til Østerbro, hvor de skulle følge op på midtugens sejr. B93 stod forskud, og det blev til en komfortabel sejr, hvor U15-holdet igennem hele kampen var i kontrol. Vi fik en snak med cheftræner Sune Lærkedahl Jensen efter kampen.

- Vi kommer godt i gang og scorer to hurtige mål. Herefter brænder vi et straffe, som ellers ville have lukket kampen, mere eller mindre. Herefter indkasserer vi så et selvmål, og lukker dem ind i kampen. Spillemæssigt er vi total spildominerende, og vi burde føre mere end 2-1 ved pausen. Vi har rigtig godt styr på deres pres og på vores restforsvar.

- Anden halvleg er meget samme billede. Vi får hurtigt scoret til både 3- og 4-1, hvilket selvfølgelig dræber kampen. Vi scorer på et langskud og et hovedstød efter to gode gennembrud. Herefter presser vi stadig på og skaber også chancer til mere, som vi desværre brænder. Vores målmand redder os til sidst i kampen, hvor han med en god redning sørger for, at B93 ikke kommer ind i kampen.

- Jeg er glad for at se at de tre U14-spillere, som vi havde med til kampen, gjorde det godt. Det er fedt at se, at Masterclass-spillerne hurtigt kan træde ind på andre hold og byde sig ind.

Sune og U15-holdet har én kamp tilbage i sæsonen, som ikke er uden betydning for de blågule spillere.

- Nu gælder sidste kamp på søndag mod FC Helsingør, hvor en sejr vil give os en andenplads i rækken, hvilket vi godt kan være stolte af som hold.

B93 - Brøndby IF 1-4 (1-2)
0-1 Oscar Sejrup
0-2 Kasper Larsen
1-2
1-3 Kasper Emil Heerfordt
1-4 Patrick Allentoft

Startopstilling:

Oscar Sejrup - Hüseyin Tokat

Kasper Larsen

Benjamin Kold - Kasper Heerfordt

Deniz Arabaci

Matteo Grosso - Mikkel Durlev - Mikkel Fredsgaard – Lucas Bakx

Lucas Lange

Bænken:
Solomon Opoku
Patrick Allentoft
Hjalte Andersen
 

U13: Smal sejr over de kongeblå
U13-holdet var taget en tur til det nordlige Sjælland, hvor det blev til en smal, men sikker sejr for U13-holdet, da de fik en 1-0 sejr ude over Lyngby BK. Cheftræner Azad Corlu sagde dette efter kampen:

- Det var en meget rodet første halvleg, hvor Lyngby er dygtige til at spille uden om vores første pres. De gange, hvor vi så erobrer bolden i anden pres, tager vi for mange forkerte beslutninger med bolden. Det er dog positivt, at Lyngby ikke får spillet sig frem til noget, men jeg forventer, at vores tekniske niveau skal hæves i de kommende kampe. Vi scorer fem minutter før pausen, hvor Frederik udfordrer på kanten af feltet og slår et indlæg, hvor Anton Haaning er, som sikkert kan sparke den ind. Det er faktisk et rigtig flot U13-mål, synes jeg.

- Anden halvleg er bedre fra vores side. Vi træffer bedre beslutninger med bolden, og vores første pres er væsentligt bedre. Vi holder igen Lyngby fra chancer, så stor ros til vores defensive organisation. Vi kreerer langt flere chancer, men jeg synes, ligesom i midtugens kamp mod FCK, at vi mangler lidt skarphed oppe i front. Selvom vi "kun" fører 1-0, så føler jeg ikke, at sejren var i fare. Lyngby får ikke sat et pres ind. Sejren er fortjent, men jeg kunne godt have tænkt, at vi havde vundet større.

Næste kamp for Azad og U13-drengene er søndag mod Lyngby BK igen kl. 13:00 hjemme i Brøndby.

- Jeg forventer en god U13 kamp, hvor vi skal hæve niveauet og skarpheden. Vi skal finde en løsning mod Lyngby, for jeg synes, at de var gode til at spille sig ud af vores første pres. Kampen skal dog give tre point, og dermed et vigtigt skridt i at vinde rækken.

Lyngby BK - Brøndby IF 0-1 (0-1)
0-1 Anton Haaning

Startopstilling:

Anton Haaning – Saman Jalaei – Viktor Sørensen

Oscar Schwartau – Adam Jensen

Hamed Kader

Luca Gude – Noah Ibsen – Erem Ozkul – Oliver Sejer

Noah Sømmergaard

Bænken:
Waldemar Bjergfelt
Mahdi Babaiyasl
Frederik Engqvist