TOP står for Talent Optimerings Project, og formålet med projektet er at sikre at de bedste spillere opnår deres fulde potentiale. Brøndby Masterclass har i samarbejde med DBU oprettet TOP-Center Brøndby.
TOP-center Brøndby har plads til 24 spillere i hver årgang, og spillerne udvælges i et tæt samarbejde med DBU, partnerklubberne og Brøndby Masterclass. TOP-Center Brøndby har nu et år på bagen, og Christian Sørensen, som er træner i Brøndby Masterclass og fodboldfaglig ansvarlig af TOP-centeret, kan se tilbage på et år med nye udfordringer og muligheder inden for talentudvikling.
- TOP-Center-aspektet startede den 1. januar 2018, hvor Superligaklubberne og DBU havde besluttet, at man vil lave et sikkerhedsnet for de bedste spillere i breddeklubberne. Spillerne fra breddeklubberne bliver en gang om ugen taget til træning i TOP-Centeret, hvor de får matchet deres tekniske niveau med træning, der er tilrettelagt til dem på deres niveau.
- Vi er stadig i første år, hvor vi har skullet finde ud af, hvordan det hele fungerer. Der har været mange faktorer at forholde sig til - hvordan har træningen skulle være den ene gang om ugen, hvordan skulle spillerne scoutes, og samtidig har vi skullet skabe en træningskultur, der minder om det, Brøndby IF har. Men det har været meget spændende, og der er ingen tvivl om, at TOP-Centeret indeholder nogle helt nye redskaber for talentudvikling.
- Der er forskellige fordele forbundet med TOP-centeret, da vi skaber nogle tætte relationer til forældrene og spillerne. Hvis vi ønsker at indgå et samarbejde efter de tre år, så er vi i en position, hvor vi er mere sikre på deres kvaliteter.
Også Morten Overby, som til dagligt træner U12-holdet i partnerklubben BSF, har følt, at hans spillere har fået noget ekstra i den daglige træning efter at have været på TOP-Centeret.
- Det er en stor fordel for os, at vi kan være partnerklub i TOP-centret. Vi er stolte og glade for at være med og kan tydeligt mærke, hvad det giver vores spillere. Der, hvor vi kan mærke det mest, er helt klart på det mentale plan. De spillere, som er på TOP-Centret kommer tilbage med en parathed i træningen, som er med til at gavne hele holdet.
- Vores spillere får ud over en styrke mentalt også nogle tekniske færdigheder med, hvor især det at de møder nogle dygtige spiller, i høj grad er med til at udvikle dem. De færdigheder og egenskaber, de udvikler, er ikke bare med til gøre den enkelte spiller bedre, men det smitter af på de andre spillere som en symbiose, hvor alle udvikler sig hurtigere og bedre.
Har din klub interesse om at blive partnerklub med Brøndby IF’s TOP-Center, kan I skrive en mail til [email protected].