I denne artikel hylder vi André Folkersen, der har været frivillig i Brøndby IF i imponerende 33 år. André Folkersen har altid stillet sig selv til rådighed for klubben, og ingen opgave har været for lille. Desværre har en lang periode med kræft betydet, at André midlertidigt har indstillet sit engagement i klubben.
Da André var ung, var han blandt andet bolddreng og resultattavle-ansvarlig, og senere blev han træner i en lang årrække for diverse af Brøndby IF's ungdomshold. Derudover har han været teknisk ansvarlig, og efterfølgende blev han sportslig leder for Brøndby IF’s miniputter. I de mange år som træner har han været med til at opfostre Brøndby IF’s talenter. André er en ægte klubmand og én af de mange frivillige, der har gjort en stor forskel for Brøndby IF.
Et dedikeret menneske
Per Bjerregaard har kendt André gennem deres mange fælles år i klubben, og han bifalder Andrés forbilledlige indsats. Han fortæller, at André på trods af en længere periode med svær sygdom alligevel har kæmpet for at fortsætte sit engagement i klubben. Per Bjerregaard beskriver ham som en dygtig og energisk ungdomstræner.
Den tidligere Brøndby-spiller Andrew Hjulsager, som spillede omkring tre år under André i ungdomsårene, har også kun gode ting at sige om sin tidligere træner:
- Han var en af de første trænere, jeg havde, da jeg kom til klubben. Jeg havde ham som træner, da jeg var ni år i årgangen '94 og '95. Jeg husker de første træninger med André, hvor vi skulle jonglere med tennisbolde. Det var en stor omvæltning for mig, da jeg lige var kommet til Brøndby fra Fremad Amager, hvor tingene blev gjort anderledes. Jeg tror, at jeg havde ham tre år frem, men jeg kan ikke helt huske det. Det føles i hvert fald, som om jeg har haft ham meget længere, lyder det muntert fra den kreative midtbanespiller og fortsætter:
- Jeg husker tilbage på tiden med André med stor glæde. Han er et fantastisk menneske. Jeg husker, at jeg altid glædede mig til at komme til træning - han er nok en af de trænere i klubben, som har gjort det største indtryk på mig. Han var altid glad, men også meget dedikeret i sit arbejde.
En varm og professionel træner med overskud
Det var André Folkersen, der i sin tid fik Joel Kabongo til klubben. Den nuværende Superliga-spiller husker tilbage på samtalen med André, som skulle vise sig at resultere i et lykkeligt ægteskab:
- Jeg husker, at jeg havde samtale med André da jeg var 6-7 år gammel, hvor han spurgte mig, om Brøndby IF ikke kunne være en fed mulighed. Jeg er ham evigt taknemmelig for, at jeg endte i klubben på grund af ham, og at han troede på mig. André har altid hjulpet mig med ekstra træning, hvis jeg følte, at jeg havde behov for det.
- Når jeg tænker tilbage på min tid i ungdomsrækkerne, er André den første, jeg kommer til at tænke på. Sommetider møder jeg ham, og vi får nogle gode snakke om gamle dage. André Folkersen er, hvad jeg vil betegne som en ægte klubmand af Brøndby IF, og jeg har stor respekt for alt, hvad han har gjort for klubben.
En speciel klub
André Folkersen selv har altid følt sig godt tilpas i klubben. Dét mener han selv, at der findes mange forskellige årsager til:
- Brøndby IF har betydet alt for mig og gør det stadig. Det har mere eller mindre været hele mit liv, at jeg har været her. Helt tilbage fra dengang Per Bjerregaard og jeg sad ovre i det gamle klubhus og talte spillemønter til de gamle spillemaskiner. Jeg kom til som drengespiller, men påtog mig mange opgaver såsom bolddreng, ansvarlig for resultattavlen og meget andet.
- Brøndby IF har givet mig stor glæde og stolthed. Jeg er meget stolt over, at jeg har været en del af klubbens historie. Jeg har nydt det sociale omkring klubben og mindes alle de gange, hvor vi har fået en øl efter en kamp. I mit arbejde har jeg især nydt samarbejdet i forældregruppen, hvor jeg har følt, at forældrene har været glade for mig, og samarbejdet har været godt.
Sygdom har sat det på pause
- Der er desværre nogle ting, der gør, at jeg ikke kan hjælpe aktivt til længere. Det skal siges, at det på ingen måde er frivilligt, at jeg er stoppet. Jeg får kemoterapi og har fået det i lang tid efterhånden. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt under kemobehandlingen for nogle år tilbage bad sygeplejersken køre kemoen hurtigere igennem, så jeg kunne komme til kamp. En af de andre trænere svingede forbi hospitalet, og så kørte vi afsted til kamp. Efterfølgende satte han mig pænt af ved hospitalet igen, fortæller André nostalgisk.
Historier som disse vidner om, hvilken stålsat vilje André Folkersen besidder i hans engagement for klubben.
- Jeg blev første gang træner efter at have været hjælpetræner i noget tid. Jeg fik rollen som træner for mikroputterne i årgangen '76 og '77. I disse år fik vi virkelig skabt et stærkt socialt sammenhold mellem forældre, spillere og trænere. Efter nogle gode år med dem startede jeg forfra med '81- og 82’erne og fulgte dem i en årrække.
At overtage de hold, hvor der var brug for det, var en rolle, som André påtog sig. Det betyder, at han har været vidt omkring i hele Brøndby IF’s ungdomsafdeling:
- Min holdning har altid været, at alle, som kommer til fodbold, skal have en chance. At jeg har været med til at facilitere det som træner er bestemt noget, der gør mig stolt. En af de bedste ting har været at se drengenes smil til træning. Det har været med til at give arbejdet en masse værdi for mig.
- Brøndby har altid været min førsteprioritet, og det har måske kostet lidt i forhold til tid med familie og venner gennem de mange år. Men det vidste jeg godt, så det er en prioritering.
Og de mange kræfter, han har lagt i klubben, har været godt givet ud. For uanset hvem man spørger i og omkring klubben, så er der kun gode og varme ord tilovers, når snakken falder på André Folkersen. Noget som André bestemt kan mærke, når han af og til tager forbi Brøndby Stadion:
- Det er altid en stor fornøjelse at komme herud og se de mange velkendte ansigter. Alle hilser pænt, og det betyder meget for mig. En af de ting jeg holder allermest af, det er at komme ud og se ungdomsholdene spille - det er en ting jeg vil blive ved med, lyder det afslutningsvist fra André Folkersen.