Azad Corlu er U13-træner i Brøndby Masterclass, men for mange med kendskab til Brøndby IF ringer efternavnet ’Corlu’ måske en klokke. Azad Corlu var nemlig udnævnt som et af de store talenter i dansk fodbold, men skæbnen ville det anderledes for det tidligere Brøndby-talent. Azad tog en moden beslutning om at droppe jagten på professionel fodbold og er i dag Masterclass-træner i Brøndby IF – klubben, som han har været en del af, siden han var tre år gammel. Det er altså en klubmand, som nu har oplevet begge sider af Brøndby IF’s talentarbejde:
- Min baggrund er, at jeg har været i klubben som spiller, siden jeg var tre år. Jeg er i dag 27 år og har været en del af Brøndby IF i 22 år af dem – så jeg er en rigtig Brøndby-dreng, lyder det med et smil fra Azad Corlu.
- Jeg gik fra at være ungdomsspiller til at nå helt op i Superliga-truppen. Da jeg var 23 år, tog jeg et valg og stoppede min fodboldkarriere. Jeg gik fra at være et kæmpe talent til pludseligt ikke at være god nok længere – det var en svær overgang. Det var også noget af det, der gjorde, at jeg mistede motivationen for at spille selv. Jeg kunne dog godt se mening i at fortsætte i fodbolden og give mine erfaringer videre.
- Jeg har lært utrolig meget af de oplevelser, som jeg har fået med som spiller. De fejltagelser jeg selv har lavet som spiller, forskellige trænere jeg har mødt på min vej og meget mere – det har alt sammen været med til, at jeg som træner har kunnet udvikle mig. Som spiller havde jeg travlt med at nå det hele på den halve tid, og det er en erfaring, hvor jeg som træner har lært mig selv at være mere grundig og tage tingene i det tempo, der er behov for – jeg er meget tilfreds med, hvor jeg er.
- At møde mangfoldigheden af mennesker i fodbolden er det, som gør sporten helt speciel. Måske det også er den altoverskyggende årsag til, at jeg har holdt fast i fodbold, siden jeg var helt lille. Det er lige meget, hvilken hudfarve, størrelse, eller hvilket humør du er i – fodbold er et universelt sprog, som vi alle er i stand til at tale. Det driver mig at udvikle og rykke unge mennesker, som virkelig er noget, jeg kan mærke, når jeg er med U13- og U14-drengene. Uanset hvad drengene har været igennem, så møder de motiveret og parate ind til træning – det, synes jeg, er inspirerende.
- Jeg blev forelsket i Brøndby IF, da jeg var helt lille. Klubben er en stor familie. Den person, jeg er i dag, er blandt andet et produkt af de værdier og det fællesskab, klubben tilbyder. Det, klubben tilbyder mig som træner, er et kontor med over 10 fuldtidsansatte, som alle er med til gavne min udvikling som træner. Det er et professionelt miljø, hvor jeg lærer noget nyt hver dag - det er jeg meget stolt over at være en del af.
- Som træner gør jeg en dyd ud af, at fodbold skal være fodbold. Med det mener jeg, at fodbold er underholdning, og det skal også afspejle sig i spillet. Jeg ønsker virkelig at være med til at fremme den underholdende fodbold, vi praktiserer i Brøndby IF. Vi vil altid gerne presse højt og aggressivt og spille direkte, når vi erobrer bolden – det er noget af det, vi forsøger at lære vores drenge.
- Drengene, vi træner, har en helt speciel alder, hvor de virkelig rykker sig. Drengene er altid træningsparate og glæder sig til at få brændt noget krudt af, når de kommer til træning. Det, jeg siger til dem, tror de, er sandheden, hvilket betyder, at mit ansvar som træner er stort – da det for dem er muligt at rykke sig langt med den rette vejledning.
- Jeg synes, det vigtigste er, at drengene er glade, når de kommer til træning. De perioder, jeg selv udviklet mig mest og bedst i, var, når jeg følte mig tryg og glad. Det er noget af det, jeg som træner har fokus på. Selvfølgelig kan vi ikke tilfredsstille alle med spilletid, men rammerne rundt om kan vi forhåbentlig optimere, så alle trives, er trygge og har overskud her i Brøndby IF, lyder det afslutningsvist fra Azad Corlu.