Selvom vi grundet åbningen af Sydsiden Nedre fik plads til flere tilskuere på Brøndby Stadion til mandagens kamp mod FC Nordsjælland, er der desværre stadig mange Brøndby-fans, der ikke har mulighed for at komme på stadion, da Corona-restriktionerne har nedsat tilskuerkapaciteten.
Der er derfor arrangeret et storskærmsarrangement i Brøndby Hallen, så endnu flere Brøndby-fans i fællesskab kan se den afgørende kamp mod FC Nordsjælland.
Brøndby Hallen vil være delt op i fire sektioner med en samlet kapacitet på 2.000 personer. Dørene går op kl. 15:00, og i tilfælde af der vil være noget at fejre, vil der være åbent indtil sidste udskænkning kl. 22:00.
Billetter
Alle sæsonkortholdere, som ikke har trukket en billet til Brøndby Stadion, vil have mulighed for at trække en gratis billet til arrangementet i Brøndby Hallen.
Hvis ikke alle billetter bliver trukket af sæsonkortholdere, vil eventuelt overskydende billetter blive tilbudt til øvrige Brøndby-fans lørdag kl. 11:00. Prisen vil være 150 kr. pr. billet.
Brøndby Hallen er underlagt samme Corona-restriktioner som Brøndby Stadion. Det vil blandt andet sige, at adgang kræver fremvisning af gyldigt Corona-pas, og alle gæster i al væsentlighed skal sidde ned.
Du finder billetter til arrangementet i Brøndby Hallen her.
Foto: Getty Images