4. APRIL 2021 kl. 10:15
Niels Frederiksen: Vi skal spille på vores styrker

I morgen tager vi hul på Mesterskabsspillet, hvor de seks tophold i 3F Superligaen mødes indbyrdes i de ti runder i det, der er afgørelsen om Danmarksmesterskabet.

Cheftræner Niels Frederiksen ser frem til topopgøret på udebane mod FC Midtjylland.

- Vi har et rigtig godt udgangspunkt i tabellen, men vi ved også, at vi vil gå ind til visse kampe som underdogs. Det vil vi blandt andet være i morgen mod FC Midtjylland med den spillertrup og den erfaring, de har. Selvom vi ikke har fået point mod FC Midtjylland i denne sæson, føler vi selv, at vi har spillet lige op med dem. Derfor tror vi også på, at vi kan levere et resultat i morgen. Der er selvtillid i truppen, og vi kommer til at gå ud og spille offensiv og positiv fodbold. 

Udover FC Midtjylland er modstanderne i dette års Mesterskabsspil AGF, FC København, Randers FC og FC Nordsjælland, som i denne sæson alle har været svære modstandere for Brøndby IF og budt på tætte opgør.

- Det bliver ti meget lige kampe, og vi kan ikke gå ud og forsvare os igennem dem. Tværtimod skal vi netop gå ud og spille på vores styrker. Det gør vi bedst ved at komme ud over stepperne, og det glæder vi os i den grad til. Det bliver et sjovt Mesterskabsspil, som vi i den grad glæder os til at komme i gang med!

Kampen vises i morgen på 3+, hvor der er optakt fra kl. 17:00 og kickoff kl. 18:00.

Foto: Getty Images