Det er to og et halvt år siden, at Marvin Schwäbe skiftede til Brøndby IF, og den tyske målmand nyder livet i Danmark, hvor han sammen med konen og deres hund er faldet rigtig godt til.
Og netop livet uden for banen er noget, han har fokus på, skal fungere godt, for selv når man som professionel fodboldspiller har fri, er man ikke fri af fodbolden. Hele tiden skal man tage højde for indtaget af mad og drikke, få restitueret, få den rigtige søvn og så videre.
Heldigvis nyder han livet og hverdagen i Vallensbæk, hvor han er bosat.
- Fodbolden dikterer jo meget af dit liv væk fra banen og klubben, når det er fodbold, man lever af. Så det er vigtigt for mig, at det udenom også fungerer. Lige nu er hverdagen lidt hård med Corona-pandemien, men det er det samme for alle andre, for man kan ikke rigtig gå ud og spise, i biografen eller hygge med vennerne. Så jeg bruger fritiden sammen med min kone og vores lille hund. Det bliver til en masse gåture, som vi prøver at nyde så meget som muligt.
Når der ikke er lagt restriktioner ud over danskernes hverdag, går turen ofte ind til centrum sammen med konen og/eller holdkammeraterne. Det kan være for at tage ud og spise, for at nyde seværdighederne eller hænge ud med holdkammeraterne.
Men der er en gennemgående ting ved både byen og danskerne, som Marvin sætter ekstra meget pris på.
- Når vi ikke er begrænset af COVID-19 bruger vi meget tid på at tage ind til byen, og det er altid rart at gå rundt derinde. Det er en fed by, og danskerne er venlige og hjælpsomme over for os som udlændinge. F.eks. er tjenerne på caféer, ansatte i butikkerne – eller på hotel med holdet – altid gode og tålmodige med os, der ikke taler sproget. Så hjælper de os på engelsk, og det samme har alle i truppen også gjort.
- Det gør, at man føler sig velkommen, og det har vi gjort fra første dag, understreger den 26-årige målmand.
Vender vi blikket fra privatlivet til det, der sker i klubben og på træningsbanen, falder ordene lige så let og positivt fra den stort set altid smilende tysker.
Han har let til grin og er ikke bange for at drille de andre i truppen – noget, der specielt kommer til udtryk under fotooptagelser af profilbilleder eller til holdfoto, hvor han ofte får de andre på en umulig opgave i forhold til at se bare nogenlunde seriøse ud.
Men det betyder ikke, at der er langt til seriøsitet. Tværtimod. Når der trænes, er det fokuseret og i et målmandsteam, han sætter rigtig stor pris på.
- Vi har det virkelig godt sammen med gode relationer til hinanden. Vi træner rigtig hårdt hver dag og leverer bedst muligt dér og i kamp. Og uden for banen kan vi tale om alt. Vi kan tage pis på hinanden, men vi kan også tage de alvorlige snakke, når det er nødvendigt, eller nogen trænger til at tale. Vigtigst af alt er, at vi forbedrer os og presser hinanden på træningsbanen. Det gør vi, og her passer Jonathan (Ægidius, red.) godt ind. Han har haft nogle gode første træninger.
- Vi er en gruppe, der kan sige alt til hinanden, også hvis noget ikke er godt nok. Men vi prøver altid at gøre det på en positiv måde. Ofte ved en målmand godt selv, hvis han har gjort noget forkert, men jeg forventer også, at hvis en af de andre kan se, at jeg kan gøre noget anderledes, så det bliver bedre, så kommer de og siger det til mig. Det gør jeg for dem. Vi forventer alle det bedste af os selv, men vi vil også gerne have hjælp fra hinanden til at forbedre os.
Lige nu er det Marvin, der er førstevalget mellem stængerne. Det står selvfølgelig ikke mejslet i sten, at det skal være sådan, men som for alle andre spillere, er det også vigtigt for en målmand, at han føler tillid fra træneren – også hvis der skulle snige sig en fejl ind i løbet af en kamp.
- De fleste har behov for et tillidsrum for at præstere bedst muligt, men samtidig er det også nødvendigt at blive presset til træning for at holde sig skarp og forbedre sig. Der handler det ikke om, hvem der er første-, andet- eller tredjevalg – vi kan kun forbedre os alle sammen, hvis vi gør det i fællesskab. Ingen af os får noget ud af gøre hinanden dårligere. Det er en tilgang, jeg er tilhænger af og sætter pris på hver eneste dag.
Næste opgave for Marvin Schwäbe og resten af Brøndby-truppen er på søndag, hvor den står på udekamp mod Lyngby BK kl. 16:00.