Efter sejren på 2-1 over SønderjyskE, der er en direkte konkurrent til en placering i top 3 i 3F Superligaen, var det en tilfreds cheftræner, der gjorde status på kampen.
- Det var en kamp, der fik en fortjent vinder – en meget fortjent vinder. Det er to forskellige halvlege, hvor den første er meget frem og tilbage og noget tjubang med mange omstillinger til begge hold, men så bliver anden halvleg en halvleg, hvor vi kontrollerer kampen, og de står lidt lavere, og vi skal lirke et forsvar op, lød det fra Niels Frederiksen, der også var glad for Lasse Vigens præstation.
- Det var virkelig en stærk præstation. Vi ved, at Lasse giver os en masse ro med bolden, og han har gode visioner i spillet. Han stresser ikke, når han bliver presset, og det gav han os i dag, og så synes jeg, at han arbejdede rigtig hårdt i det defensive. Han erobrer mange bolde og fanger mange løse bolde, tager dybe løb og jeg synes egentlig, at det var en rigtig stærk præstation. Det er godt at se ham tilbage igen.
Se hele interviewet med cheftræneren her https://brondby.app.link/XDLPO8lXbcb
Foto: Getty Images