Sidste sommer skiftede Rezan Corlu fra AS Roma tilbage til Brøndby IF på en 3-årig aftale. Den aftale er nu blevet forlænget med yderligere et år, så den løber til sommeren 2023.
Midtbanespilleren, som pt. er udlejet til Lyngby BK, glæder sig over den forlængede aftale.
- Jeg er utrolig glad for at have forlænget min aftale med Brøndby IF. Jeg har været i klubben, siden jeg var fire år, så det er en dejlig følelse, jeg står med i dag. Jeg har udviklet mig meget de sidste par år. Først i AS Roma, og så i Lyngby BK, hvor jeg i efteråret fik vist, at jeg kan gøre en forskel i 3F Superligaen. Den udvikling ser jeg frem til at fortsætte, og når jeg vender tilbage til Brøndby IF, er jeg parat til at præstere foran Sydsiden.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen udtaler om den forlængede aftale.
- Vi hentede Rezan tilbage i sommer, fordi han havde udviklet sig under sit ophold i Roma, og i efteråret viste han for Lyngby BK, at det åbenlyse talent er ved at folde sig ud. Rezan er en Brøndby-dreng og har taget vejen op igennem Brøndby Masterclass, så vi er glade for, at vi nu har en kontrakt, der løber til sommeren 2023. Nu skal han så tage de næste skridt i sin karriere hos os, og derfor glæder vi os til at få Rezan tilbage.
Rezan har spillet 11 kampe for Brøndby IF og scoret et enkelt mål.