Pokalkampen mod SønderjyskE endte med et snævert nederlag på 0-1 i en kamp, hvor Brøndby-mandskabet ellers dominerede spillet. Efter kampen gjorde cheftræner Niels Frederiksen status på pokal-exitet.
- Alle er rigtig ærgerlige lige nu. Vi har tilløb til meget i løbet af kampen, men i dag er vi simpelthen ikke gode nok til at lave chancerne store nok. Det har vi været gode til hidtil i sæsonen, så det er vi ikke tilfredse med.
Brøndby-holdet stillede i en næsten uændret startopstilling i forhold til de seneste tre kampe. Kampens spiller Morten Frendrup erstattede en skadet Josip Radosevic i startelveren og Johan Larsson erstattede Kevin Mensah, så det var ikke en kamp, som trænerstaben tog let på.
- Det var ikke en forfærdelig præstation og vi dominerer kampen, men det kan vi ikke bruge til noget, når vi nu står her og har tabt. Vi er skuffede. Nu skal vi have fokus på kampen mod Silkeborg IF på mandag. Vi skal ud og vinde den kamp med en stærk indsats.
Foto: Arnason.dk