En hæsblæsende anden halvleg, og en kamp spækket med chancer, endte til sidst med en 4-2 sejr.
Cheftræner Niels Frederiksen var tilfreds med første halvleg, men savnede mere kontrol efter pausen.
- Vi spiller en stærk første halvleg, hvor jeg ser et Brøndby-hold, der er i kontrol både med og uden bold. Jeg synes ikke, vi afgiver så mange chancer til FC Nordsjælland i første halvleg, som det ellers plejer at være tilfældet, når vores to mandskaber mødes. Vi snakkede om i pausen, at det var vigtigt, at vi kom ud, som vi startede første halvleg, så FC Nordsjælland ikke får en fornemmelse af, at de kan være med. Vi skulle ud og jagte målet til 3-0, men vi får ikke nogen god start og anden halvleg bliver ikke, som vi ønsker.
- Frendrup skal have stor ros for at komme ind og gøre en stor forskel for os i dag. Han har kun været skiftet ind i 10-15 sekunder, og så har han allerede været med i to presløb og skaffet et straffespark, som opstår, fordi Frendrup bare jagter bolden. Det var vigtigt, fordi FC Nordsjælland pressede os på det tidspunkt.
- Derudover spiller Sigurd Rosted og Andreas Maxsø en fin kamp i dag, og så fik Hany alle 90 minutter og Larsson fik også vigtige minutter i benene. Samtidig er vi alle sammen rigtig ærgerlige over, at Uhre måtte forlade banen med en skade så hurtigt efter hans indskiftning og krydser fingre for, at han kommer sig hurtigt.
Næste kamp er på søndag kl.16:00, hvor Esbjerg venter i den vestjyske havneby. Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, så kan du købe den her.
Foto: Getty Images