Den sidste træningskamp er nu spillet, og det sluttede med et nederlag på 2-1 mod tyske Union Berlin på Stadion An der Alte Försterei. Alligevel var cheftræner Niels Frederiksen tilfreds med flere aspekter af kampen.
- Uanset at resultatet ikke var det vigtige, så hader jeg at tabe, og vi var meget tæt på at få 1-1 mod et rigtig stærkt hold, et Bundesliga-hold, der godt nok er rykket op i denne sæson, men de spiller på et højt teknisk og taktisk niveau, og det var en test, som jeg er overordnet tilfreds med, at vi spillede.
- Præstationen var med pil op i forhold til, hvad vi har set tidligere. Der var nogle ting, der fungerede bedre med bolden og i presset, og det så ud som om, spillerne tænkte en lille smule mindre, end de har gjort tidligere i forhold til nye tanker og nye idéer, så på den måde var det ok, lød det efter kampen fra cheftræneren.
Der var flere gode muligheder for at få skabt gode chancer mod dagens værter, men det blev i det åbne spil ved lige ved og næsten. Det skal der arbejdes på i de kommende dage, ligesom defensiven også skal rettes ind.
- Timingen i løbene og den sidste timing i pasningerne, når vi når op omkring feltet, den, synes jeg, manglede. Der var tilløb til mange ting, så timingen skal vi arbejde videre med.
- Jeg synes, Union Berlin skaber for mange chancer mod os. De spiller på to forskellige måder i hver sin halvleg – den første med meget bredde og fart, og den anden spillede de dybt på os. Det skal vi have kigget på, men det en rigtig god test. Union Berlin er et rigtig fint hold både teknisk, taktisk og tempomæssigt, understreger Niels Frederiksen.
Næste opgave for Niels Frederiksen og spillerne er på torsdag, når sæsonåbneren mod FC Inter Turku spilles på Brøndby Stadion kl. 19:00. Det er første kamp i første runde i Europa League-kvalifikationen, og du kommer gratis ind til kampen med dit sæsonkort.