Der er kamp på Brøndby Stadion igen, når Vejle Boldklub kommer på besøg søndag kl. 18:00. Vi går ind til kampen med en sejr frisk i erindringen, og står det til Kevin Mensah, forstætter søndagens hjemmehold i samme spor.
- Jeg håber da, at det bliver en god kamp, og forhåbentlig kan vi tage noget af den selvtillid, vi fik efter sejren mod Lyngby, med ind til kampen på søndag. Vi kender alle Vejle som et hold, der gerne vil frem på banen, og det passer os rigtig fint, men det bliver da også mere seværdigt for fansene hjemme i stuerne, når begge hold forsøger at spille offensivt. Derudover har vi også en fin bane herinde, så den inviterer også til at spille lidt mere attraktiv fodbold, fortæller wingbacken.
Banerne er netop et stort emne, når der spilles Superliga-fodbold så tidligt på året. Og selvom hjemmebanen på Brøndby Stadion stadig ser fornuftig ud, er der generelt en idé i at tage banen i betragtning, inden man lægger taktikken, mener Kevin Mensah.
- Når man tager årstiden i betragtning, er der helt sikkert point at vinde i at spille efter forholdene lige nu. Så man må jo tilpasse sig de baner, vi har i øjeblikket, og så er der nok også en risiko for, at det hele ikke står snorlige, selvom man har planlagt en masse fine ting forinden. Men når det er sagt, så spiller vi jo ud fra vores taktik, og den vil vi heller ikke gå for meget på kompromis med, så det er små justeringer, vi snakker om. På søndag tror jeg dog ikke, at banen bliver en undskyldning.
Det har været en god træningsuge for Brøndby-truppen, og for en stor del af spillerne var der også indlagt en træningskamp mod FC København midt i ugen. Og netop til træningen bliver der konstant justeret på de små ting – også dem, der måske kan se tilfældige ud i kampens hede.
- I løbet af hele ugen træner vi jo det stort set alt det, man ser i kampen om søndagen. I forrige uge vandt Hedlund for eksempel en masse bolde til træning, så da han går ind og snupper den fra en Lyngby-spiller i forbindelse med målet til 2-0, kan det måske se tilfældigt ud for tv-seeren, men det var jo det, vi havde trænet på i løbet af ugen.
Du kan se kampen direkte på 3+ på søndag kl. 18:00, og på Brøndby Indefra kan du følge med i vores optaktsprogram ’Før Kampen’, hvor der som altid er gæster i studiet og præmier på højkant.
Foto: Getty Images