Brøndby Stadion er Brøndby Kommunes geografiske midtpunkt, men et socialt midtpunkt har de blå-gules hjemmebane indtil videre kun været på kampdage. Dét har Brøndby IF længe ønsket at lave om på, og derfor blev første spadestik i foråret 2006 taget for den strategi, der på sigt skal forvandle Brøndby Stadion til et aktivitetscenter for sport, uddannelse og sundhed og dermed fylde området med liv alle ugens syv dage. Derfor blev det besluttet at opføre en helt ny bygning på den langside, der går under navnet LOXAM Tribunen.
Hele 8.200 kvadratmeter fyldt med en bred vifte af aktiviteter - blandt andet den nye Michael Laudrup Lounge, som byder på en VIP-oplevelse i absolut topklasse, lokaler til Brøndby Gymnasium, SATS fitnesscenter, produktionskøkken, 1964, der er Brøndby IF's nye sportsbar, café og restaurant samt nye sportslige faciliteter for Brøndby IF's elitetalenthold. Som et led i byggeriet blev også forholdene for tilskuerne på LOXAM Tribunen forbedret med seks nye multi-boder og nye adgangsveje.
Med opsætningen af to helt nye storskærme i 2006, stadig bedre indkøbsforhold for tilskuerne og en helt ny Super VIP-lounge i Europa-klasse er Brøndby Stadion nu endnu en gang blevet toptunet og står klar til fremtidens udfordringer.