1. JANUAR 2009 kl. 13:01
3. etape - 1982

Ståpladser til folket

7 - 1 over B 1909 i den første kamp i bedste række. Brøndby er i 1. division, og det er ikke kun i sportslig forstand. Brøndby stadion er ved at tage form. Med en ståtribune af det pureste beton overfor den allerede eksisterende Frisko-tribune har Brøndby stadion øget sin kapacitet alvorligt. Den ny tribune har plads til knap 5.000 stående tilskuere, der, til gengæld for det storslåede overblik over fodboldheltenes præstationer, må betale med total eksponering overfor vind og vejr.

Det nøgne betonmonster vækker bekymring hos den trofaste tilskuer, "Michael Hat" fra Brøndbyøster Torv, der nu kun er en endetribune fra at måtte opgive sin behagelige plads på højdespringsmåtten bag det ene mål - men tv-stationerne jubler! Nu kan de sende deres fantastiske 90 sekunders sammendrag fotograferet fra en intermistisk platform af træ hævet ti meter over jorden.

Brøndbys hårde kerne af fans indtager hurtigt plads midt på den nye tribune, lige foran tv-platformen - alle 20. Med deres blafrende flag direkte i tv-kameraernes skudvinkel, gør de deres til at dæmpe den umiddelbare glæde hos fjernsynsfolket. Med tribuner på begge langsider af banen, begynder Brøndby stadion at ligne noget brugbart. Visionerne rækker imidlertid længere i klubben. Der mangler stadig meget.

Det største problem er, at holdets spil er stort lagt an - det kan man ikke sige om selve banen. Den er stadig stærkt begrænset af løbebanen, der adskiller tilskuerne og spillerne. Selv om der er mange mennesker til stede ved kampene, er stemningen og intensiteten slet ikke, hvad den kunne være. Desuden kan selve banen ikke gøres bredere, hvilket klubben ønsker sig inderligt, så holdets potentiale kan komme til sin ret. Der kommer imidlertid ikke ord på ambitionerne før seks år senere - i 1988 - hvor man i klubbens årbog kan læse, at det højeste ønske er en større bane, flere overdækkede siddepladser, overdækkede ståpladser, bedre tv-forhold, bedre (læs: nogle) sponsorforhold samt bedre presseforhold (såsom telefoner). I forbindelse med Brøndbys første Europa Cup-kampe havde klubben været nødsaget til at slå telte op bag Frisko-tribunen til presse, gæster og sponsorer...