1. JANUAR 2009 kl. 13:05
8. etape - 2003

Klar til fremtiden
Selvom der er bred enighed i den danske fodboldverden om, at Brøndby Stadion er det bedste stadion i landet, både hvad angår atmosfære og faciliteter, så hviles der ikke på laurbærrene i klubben. Afviklingen af storkampene mod Schalke 04 og FC Barcelona viste, at Brøndby Stadion nu er gearet til de helt store begivenheder, men det gode kan altid blive bedre.

Derfor er der siden åbningen af det nye stadion sket adskillige forbedringer. Det er mest kosmetiske og detaljemæssige mangler, der er blevet udbedret siden indvielsen.
Med et helt nyt adgangssystem med state-of-the-art tælleapparater er der sikret publikum optimale indgangsfaciliteter.

Isenkrammet er dog ingen garant for, at alle er på plads inden kampstart - der er stadig en menneskelig faktor, der spiller ind, og det tilrådes i alle tilfælde at møde op til kampene i god tid, da presset på de mange indgange kan blive ret stort de sidste 20 minutter inden kick-off.

Når man først er kommet på plads, har Brøndby Stadion også fået udbygget serviceniveauet. De længe ønskede dankort-terminaler er nu en realitet, og det er nu blevet væsentligt lettere at komme til at styre sin købelyst med sit medbragte plastic.

Det visuelle indtryk på stadion har ligeledes fået et løft. De mange etapebyggerier havde sat deres lidt for farverige aftryk på mikset af sæder. Dele af stadion lignede nærmest en eksplosion på Dyrups malingfabrik, men afsnit efter afsnit er sæderne blevet erstattet, så helheden fremstår langt mere ensartet.

En af de få planer, der endnu ikke er ført ud i livet, er færdiggørelsen af arealerne omkring stadion. Planerne ligger klar til at blive udført, så der kan blive bragt en ende på grusvejene og steppelandskabet bag LOXAM- og Nordea-tribunerne. Det er - som med så mange andre store planer omkring Brøndby IF - kun et spørgsmål om tid...