2013/14
Sæsonen 2013/2014 markerede Brøndby IF’s genrejsning fra forrige sæsons »dans med døden«. Nye kræfter kom til i organisationen og i spillertruppen, yderligere kapital til videreudvikling af klubben blev rejst, og støt og roligt vendte supertankeren og bevægede sig i den rigtige retning.

Forud for sæsonens start blev den sportslige ledelse udskiftet. Ind kom HB Køges sportschef Per Rud og U-landstræner Thomas Frank, der hev assistenttræner Claus Nørgaard med. Frank og Nørgaard havde tidligere dannet en succesfuld duo på de danske U17- og U19-landshold. Skeptikerne frygtede, at de nye folk i den sportslige sektor var for urutinerede og ikke havde erfaring nok til en storklub som Brøndby IF. De bange anelser skulle vise sig at være ubegrundede.

En lang række Brøndby-spillere stod til kontraktudløb i sommeren 2013, og derfor var der heftig trafik ind og ud af Superligatruppen. Tidligt på sommeren blev Esbjerg fB’s finske topmålmand, Lukas Hradecky, hentet til Vestegnen på en fri transfer, og en måneds tid senere købte Brøndby IF Martin Ørnskov i norske Viking. Forud for det var blandt andre Frederik Holst, Riza Durmisi, Patrick Da Silva og Lebogang Phiri formelt blevet forfremmet til Superligatruppen. Senere på sommeren landede to gedigne transfer-bomber i Brøndby. Klubyndlingen og udlands-proffen Thomas Kahlenberg skrev kontrakt på fire år efter at have holdt formen ved lige hos de blågule gennem det meste af en måned, og desuden lykkedes det - efter længere tids forhandlinger og megen mediedækning - også at få stjerneforsvareren Khalid Boulahrouz til at trække den gule trøje over hovedet, da han via en fri transfer fik en etårig kontrakt. Med også argentineren Alexander Szymanowski, midtbanetalentet Christian Nørgaard, den svenske forsvarer Michael Almebäck, angriberen Kenneth Zohore og den makedonske kantspiller Ferhan Hasani på plads i truppen var både bredden og kvaliteten blandt spillerne løftet markant. Sportschef (og senere sportsdirektør) Per Rud evaluerede sommerens transfervindue således:

- Vi er (…) kommet et godt stykke vej med at skabe de rette forudsætninger for fremtidens Brøndby-mandskab, som er og skal være en blanding af dygtige talenter af egen avl og erfarne spillere, der kommer med de fodbold- og ledermæssige kvaliteter til at få Brøndby IF op i tabellen.

Det startede dog ikke, som klubbens nye spillere og ledere, og de øvrige i og omkring Brøndby IF, kunne ønske sig. Trods imponerende opbakning på tilskuerpladserne (næsten 19.000 tilskuere i første runde hjemme mod oprykkerne fra FC Vestsjælland) var status efter de første syv Superligarunder: Nul sejre og en sidsteplads i tabellen. Læg dertil et særdeles skuffende exit fra DBU Pokalen til lillebror fra Hvidovre IF sidst i august måned, og du kan høre krisetrommerne buldre.

Bestyrelsen og den øvrige ledelse i Brøndby IF holdt trods krisekonturerne fast i den lagte strategi, som langsomt viste sig at være den rigtige. Med Per Rud og Thomas Frank i spidsen blev kulturen i den sportslige afdeling gradvist styrket, og kvaliteten i det daglige arbejde blandt spillere og ledere begyndte at give afkast. Den 15. september 2013 kom det, som hele Brøndby IF havde ventet på. OB blev sendt hjem til Fyn med et 1-2-nederlag efter Ferhan Hasanis sene sejrsmål, der fik Sydsiden og resten af Brøndby Stadion meget tæt på ekstase. Sejrstørken var brudt, og herefter kom pointene i en lind strøm. Resten af efteråret 2013 blev det kun til et enkelt nederlag (den 1. december hjemme mod FCK (1-3), red.), mens der kom fem sejre og fire uafgjorte på tavlen. Det betød, at Brøndby IF ved vinterpausen lå nummer fire i Superligaen – en placering der skulle vise sig at holde sæsonen ud. Specielt 3-2-sejren over FCK hjemme på Brøndby Stadion vil for mange stå som symbolet på genrejsningen og den fine anden halvdel af efteråret 2013. Den lejede kantspiller Alexander Szymanowski var med to mål dagens mand i skysovs, og især driblerens anden scoring – direkte på Kahlenbergs hjørnespark – havde høj, høj klasse.

Uden for kridtstregerne konsoliderede Brøndby IF sig rent økonomisk ved i november 2013 at gennemføre endnu en kapitaludvidelse oven på april måneds »redningsaktion«. Efterårets kapitaludvidelse rejste yderligere 116 mio. kr., heraf tegnede den London-baserede storinvestor Jan Bech Andersen sig for 65 mio. kr. Daværende bestyrelsesformand Aldo Petersen udtalte oven på emissionen:

- For et halvt år siden vidste ingen, om Brøndby IF ville eksistere ›i morgen‹. Kapitaltilførslen gør, at der er ro om klubbens drift år frem. Vi er nu en af de bedst konsoliderede klubber i Norden. Nyheden om, at aktieemissionen er overtegnet, er et flot signal om, at opbakningen til Brøndby IF er usvækket – ja, måske stærkere end nogensinde.

Den vellykkede emission i efteråret betød, at det i 2013 – via fantastisk opbakning fra hele Brøndbyfællesskabet – sammenlagt lykkedes at få tilført 224 mio. kr.

Da uret på Københavns Rådhusplads slog sit 12. slag den 31. december 2013 gik Brøndbyernes IF ind i sit 50. jubilæumsår. Klubben, der blev stiftet den 3. december 1964 som en sammenslutning mellem Brøndbyvester Idrætsforening og Brøndbyøster Idrætsforening, indledte jubilæumsåret med den 5. januar at genoplive det traditionsrige indendørsstævne i Brøndby Hallen, denne gang under navnet Viasat Cup. Et stævne, som Brøndby IF – med mange af klubbens egne talenter på holdet - naturligvis vandt. En række andre begivenheder skulle i løbet af 2014 markere de blågules 50-års jubilæum.

Forud for anden halvdel af 13-14-sæsonen var trafikken ind og ud af Brøndby IF’s Superligatrup noget mere begrænset end et halvt år tidligere. Martin Bernburg indstillede karrieren, Oke Akpoveta fik ophævet kontrakten, og Michael Tørnes’ kontrakt udløb, mens Mads Nielsen, Franck Semou og René Joensen blev lejet ud. Ind kom den paraguayanske landsholdsangriber Ariel Nuñez, Alexander Szymanowskis lejeaftale blev vekslet til en permanent kontrakt, og desuden blev den belgiske målmand Bram Verbist hentet som gardering for Lukas Hradecky, da den normale andenkeeper Michael Falkesgaard skulle opereres i håndleddet og ville være ude det meste af foråret.

I starten af februar skiftede Brøndby IF administrerende direktør. Tommy Håkansson, der havde gjort et stort stykke arbejde i forbindelse med Brøndby IF’s redning i 2013, blev afløst af tidligere økonomichef i Brøndby IF Jesper Jørgensen. Daværende bestyrelsesformand Aldo Petersen sagde i den forbindelse:

- Bestyrelsen har vurderet, at en model med synlige direktører på specifikke fagområder er vejen frem. Vi er i dag så stærkt besat på de indre linjer, at virksomheden råder over dygtige ledere, der kan tegne og drive virksomheden.

I samme ombæring fik sportschef Per Rud titel af sportsdirektør, mens Anders Bay et halvt års tid forinden var kommet til som kommunikations- og marketingdirektør.

Senere på foråret blev bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S også udskiftet, da storaktionær Jan Bech Andersen som følge af sin øgede aktieandel efter kapitaludvidelsen i efteråret 2013 valgte at »sætte sig eget hold«, som det hed i selskabsmeddelelsen. Det betød, at der på selskabets ordinære generalforsamling den 10. april 2014 blev valgt følgende personer til Brøndby-bestyrelsen: Jan Bech Andersen (bestyrelsesformand), Thorleif Krarup (næstformand), Morten Albæk (Vestas Wind Systems A/S), Sune Blom (Brøndby Supporters Trust), Jim Stjerne Hansen, Jesper Møller (Toms Gruppen A/S) samt Christian Barrett og Sten Lerche fra Brøndby IF’s amatørafdeling. Jan Bech Andersen, den nye bestyrelsesformand, takkede i forbindelse med generalforsamlingen den tidligere bestyrelse med Aldo Petersen i spidsen for deres beundringsværdige arbejde med at redde og fremtidssikre klubben:

- Brøndby var ikke kommet så langt, som klubben er nu, hvis det ikke havde været for Aldo og den bestyrelse, der er løbet med faklen det seneste år. Jeg kan kun udtrykke anerkendelse og taknemlighed for den indsats og energi, man har lagt i Brøndby IF.

Grundet VM 2014 i Brasilien startede Superligaen allerede op igen den 23. februar 2014. Her havde Brøndby IF besøg af rækkens nummer to fra AaB. Kampen endte 2-2 og bød på lidt af en rutsjebanetur, da Daniel Stenderup uheldigt scorede i eget net i det 89. minut, men heldigvis reddede Thomas Kahlenberg lidt af æren samt det ene point ved at udligne på et flot mål i overtiden.

Forud for forårspremieren var der i forbindelse med Brøndby IF 50-års jubilæum samt Danmarksturneringens 100-års jubilæum for første gang nogensinde kåret et officielt Brøndby IF Allstar-hold. Mere end 23.000 fans stemte på følgende, stjernespækkede Allstar-trup: Peter Schmeichel, Dan Eggen, Per Nielsen, Uche Okechukwu, Daniel Agger, Michael Laudrup, John »Faxe« Jensen, Morten Wieghorst, Kim Vilfort, Johan Elmander, Ebbe Sand. Udskiftere: Mogens Krogh, Lars Olsen, Thomas Kahlenberg og Bent »Turbo« Christensen Arensøe. Der vil givetvis være delte meninger om valget på de forskellige positioner, men således stemte det blågule demokrati altså. Uanset hvad er det et skræmmende stærkt hold med repræsentanter fra de mest succesfulde æraer i Brøndby IF’s historie.

Rent sportsligt fortsatte efterårets gode stime af resultater i foråret. Momentvis glimtede spillet, og de mange tilskuere på Brøndby Stadion samt TV-seerne fik set, hvordan Brøndby IF gerne vil spille fodbold i fremtiden. Et glimrende eksempel så man i 4-1-sejren over FC Nordsjælland den 9. marts 2014, hvor venstreback-talentet Riza Durmisi scorede et flot mål efter fantastisk og lynhurtigt kombinationsspil med mange stationer. Efter kampen sagde cheftræner Thomas Frank:

- Det handler om enorm stor vedholdenhed, hvor man træner de samme ting igen og igen og igen. Vedholdenhed og perfektionisme på træningsbanen. Vi har meget fokus på spil, hvor vi sætter korte pasninger sammen, og hvor vi rigtig gerne vil erobre bolden. Vi har også meget fokus på at komme i de her dybe løb – uanset om det er vores kanter, backs, eller hvem det nu er.

I april lancerede Brøndby IF den store talentsatsning Brøndby Masterclass. Klubbens succesfulde talentafdeling fik med Masterclass-offentliggørelsen et skud vitaminer, og der er i løbet af 2014 løbende tilført flere ressourcer og mere manpower til det strategisk vigtige område. Sportsdirektør Per Rud udtalte i forbindelse med præsentationen af talentsatsningen:

- Brøndby Masterclass er et udtryk for de kæmpestore ambitioner, vi har på talentområdet. Det er noget, vi virkelig brænder for. Vi vil ganske enkelt være de førende i Norden til at udvikle og bruge egne talenter, og vi er klar til at sætte handling bag ordene. Vi allokerer de nødvendige ressourcer til at nå det mål og blive den bedste og mest attraktive talentklub.

Vigtige elementer i Brøndby Masterclass er blandt andet topfaciliteter, de bedste leder- og specialistkompetencer fra ind- og udland, gode uddannelsesmuligheder til talenterne samt de regionale talentcentre og lokale talentklubber, som Brøndby IF samarbejder med rundt om i Danmark og i Sverige. I skrivende stund er Næstved IF, Kolding IF, Holbæk Bold- & Idrætsforening/ Nordvest FC, B1908, Nykøbing FC, FC Øresund, Holstebro Boldklub og Landskrona BoIS regionale talentcentre under Brøndby Masterclass. Kort forinden lanceringen af den nye talentsatsning blev det desuden offentliggjort, at en tidligere Barcelona-træner, spanske Albert Capellas, fra sommeren 2014 skulle være ny førsteassistent for cheftræner Thomas Frank samt have en rolle i udviklingen af Brøndby Masterclass.

Tilbage til Superligaen. Blot to nederlag blev det til i de 15 kampe i foråret, og lidt efter lidt blev det klart, at Brøndby IF efter en treårig pause igen skulle ud og spille europæisk fodbold. Det  blev markeret med sangen »Europa, Europa, Europa, Brøndby er tilbage i Europa«, der gjaldede ud over tribunerne i de sidste kampe i sæsonen. Generelt var opbakningen fra Brøndby IF’s fans helt outstanding sæsonen igennem, såvel på udebane som hjemmebane. Hjemme på Brøndby Stadion steg tilskuertallet med hele 73 % sammenlignet med året før, og i snit var der 15.931 folk på lægterne til hjemmekampene i sæsonen 2013/2014. Også på udebane var støtten overvældende. Med et snit på mere end 1.500 fans per udekamp blev Brøndby-spillerne bakket behørigt op rundt om i landet. Ganske enkelt enestående.

I Superligatabellen blev fjerdepladsen forsvaret, blandt andet på grund af en brandvarm Ariel Nuñez, der i sæsonens sidste fem kampe lavede fem mål. Den vel nok bedste kamp i foråret var hjemmekampen i 31. runde, hvor FC Midtjylland, der inden runden lå nummer et i Superligaen, blev kørt rundt i manegen i 3-1-sejren, der sagtens kunne have været et par mål større.

Pladsen på nederste trin af medaljeskamlen var i den periode bestemt inden for rækkevidde, da man efter runde 31 med 50 point lå side om side med rivalerne fra FCK på Superligaens tredjeplads. Med to uafgjorte kampe i sæsonens to sidste runder rakte pointantallet dog »kun« til en placering som nummer fire for Brøndby IF. AaB tog som bekendt guldet, mens henholdsvis FCK og FC Midtjylland løb med sølv og bronze.

Alt i alt må sæsonen 2013/2014 betegnes som en succes trods den hårde og pointfattige start. En fjerdeplads og europæisk deltagelse var bestemt godkendt oven på de forgangne sæsoners kamp for overlevelse. Uden for banen blev der også sat en positiv og konstruktiv udvikling i gang i både administrationen og den sportslige afdeling i Brøndby IF. I den sportslige afdeling var der i sæsonen 2013/2014 stor fokus på at styrke kulturen i klubben generelt, men især ned gennem de respektive talenthold i Brøndby Masterclass. Der blev spundet en rød tråd, således at der fra U10 til Superliga bliver arbejdet på samme måde samt tænkt og praktiseret fodbold efter samme principper. Det er et løbende arbejde, som alle i Brøndby IF forhåbentlig kan høste frugterne af i de kommende år.