På forhånd så 2004 ud til at skulle blive et af de helt store Brøndby IF år. Som pokalvindere var holdet med Michael Laudrup ved roret i UEFA Cup'en, og efter en fantastisk sejr på straffesparkskonkurrence på Brøndby Stadion over Ebbe Sand og Schalke 04, kunne Brøndbyspillerne gå på vinterferie med bevidstheden om, et af Europas absolut største hold ventede i starten af det nye år, og som et lille kuriosum, var det en af Michael Laudrups tidligere arbejdsgivere, mægtige FC Barcelona.
I den hjemlige SAS liga var status, at de blå-gule var på en førsteplads, tre point foran efterårets store overraskelse Esbjerg fB, og syv point foran rivalerne fra F.C. København. Samlet set så det unægteligt fantastisk ud på stort set alle fronter, og yderlige forstærkninger skulle komme.
Fra heden til varmen
Lidt over en måned af det nye år var der gået, da cheftræner Michael Laudrup kunne præsentere en forstærkning til forsvaret, som man ville kunne forvente ville komme under et rimeligt pres i de to kampe mod FC Barcelona. Asbjørn Sennels fra Viborg FF havde gennem længere tid imponeret trænerstaben, og havde da også været inde over landsholdet et par gange; nu var den midtjyske hede i vinterklima skiftet ud med Vestegnen og en udsigt til en tur til det spanske.
Dagen efter offentliggørelsen af den nye førsteholdsspiller, satte spillere, trænere og ledere sig i et fly til Spanien, for at lade op til det der på forhånd lignede en af de største halv-sæsoner i klubbens historie. Som en ekstra fjer i hatten kunne Brøndby IF i slutningen af februar, se sig selv kåret som det suverænt bedste danske klubhold; nr. 53 på den nyligt offentliggjorte verdensrangliste. Som en sammenligning kan siges, at det næste danske hold var F.C. København på 132. pladsen.
Sorte skyer var dog også begyndt at trække op over de blå-gule. Angriberen Peter Foldgast var blevet skadet under træningsopholdet i Spanien, og kunne med sikkerhed ikke nå at blive klare til UEFA opgørene mod Barcelona. Han kunne sætte sig på skadesbænken ved siden af Ruben Bagger, og dermed stod de blå-gule uden en eneste rutineret center-angriber i kampen mod det spanske hold.
B-dag
D. 26. februar løb, hvis ikke den største, så en af de største kampe nogensinde på Brøndby Stadion af stablen. Mægtige Barcelona kunne løbe ind på et fuldstændigt proppet stadion, der i dagens anledning var beklædt fra ende til anden med flotte tifoer, alle kreeret af Brøndby Tifo. Et smukt syn, der fik den spanske avis El Mundo Deportivo til at skrive: "Vi burde skrive kontrakt med det danske publikum, for at få dem til at komme til Nou Camp og støtte os. Med fuld intensitet animerede de danske fans deres hold, som om det var i Tyrkiet eller i Grækenland, men på en meget mere civiliseret måde."
Stemningen var da også fantastisk, holdet fik støtte gennem hele kampen, og den første times tid så det ud som om, at Brøndby IF ville køre som minimum en uafgjort hjem. Et enkelt frispark af brasilianeren Ronaldinho på overliggeren, og et knaldhårdt skud på riposten af selv samme spiller, gjorde dog forskellen på den råkolde februar aften. De blå-gule havde gjort en god figur, og selvom man godt, med Brøndbys manglende kamptræning in mente, kunne ane klasseforskellen på de to hold, viste holdet, at vejen frem gik gennem hård fight og vilje. Et 1-0 nederlag var en realitet; ikke et helt dårligt udgangspunkt for returkampen, trods alt.
Returkampen stod blot en uge senere i Barcelona, og mange af de trofaste fans lod ikke chancen for, at se Brøndby spille på Camp Nou gå deres næser forbi. På kampdagen sydede Ramblaen af blå-gul fest og sang, til stor forundring for byens indbyggere. Brøndby havde gjort det før, overraskelsen var slet ikke umulig. Man skulle bare tænke tilbage på Karslruhe og Liverpool, så vidste man intet var tabt før sidste dommerfløjt.
Overraskelsen udeblev dog, FC Barcelona tromlede frem fra start, og efterlod ingen tvivl om at de ville vinde kampen. Brøndby IF derimod var på hælene, og der er vist ingen der kunne indvende noget mod den 2-1 sejr det spanske hold hentede hjem mod et godt kæmpende Brøndby-hold.
Katastrofal ligastart
Et samlet 3-1 nederlag til et af Europas bedste fodboldhold var absolut ingen katastrofe, og overordnet set var de blå-gule bestået. Kampene var under alle omstændigheder en fortræffelig forberedelse inden sæsonstarten på hjemmebane mod Esbjerg fB allerede lidt over en uge efter. Brøndby IF skulle profitere af at være oppe i gear, og med en sejr over vestjyderne kunne Per Nielsen og co. bringe sig et stort skridt foran i jagten på klubbens 10. guldmedalje.
28.322 tilskuere mødte frem til første ligakamp i 2004, og de blev vidne til en kamp, de fleste sikkert hellere havde været foruden. Hjemmeholdet var knap nok kommet ud af omklædningsrummet, før de var bagud med 2-0. Paradoksalt nok blev gæsterne herefter spillet ud over egen baglinie, men Esbjerg scorede også på deres tredje chance i kampe, og de blå-gule måtte indkassere et rekordnederlag på hele 6-1, og åbnede dermed døren helt op i kampen om mesterskabet.
Nederlag til OB og uafgjort mod FC Nordsjælland i de efterfølgende kampe gjorde ikke situationen stort bedre. Herfølge stod som den næste på programmet og alt andet end en overbevisende sejr ville være noget nær katastrofalt. Holdet fik da også vendt den truende fiasko med en vigtig 3-0 sejr, og store sten faldt fra mange blå-gule hjerter. De forsvarende mestre fra F.C. København var dog kommet godt fra start i SAS Ligaen og begyndte at ånde Brøndby IF og Esbjerg fB kraftigt i nakken på vejen mod mesterskabet.
En duft af forår
April måned startede godt for Brøndby IF; d. 7. april kunne Brøndby IF annoncere endnu en offensiv satsning på det kommercielle område. Ole Palmå skulle tiltræde 1. maj som kommerciel direktør med ansvar for sponsorer, merchandise, arrangementer på stadion mm. Et nyt skridt for aktieselskabet, der derigennem også signalerede en skærpet kurs med henblik på at udvikle forretningsområdet omkring fodbolden. Sportsligt fik de blå-gule en lille oprejsning mod Esbjerg fB, da de to hold spillede 0-0 i det vestjyske i en jævnbyrdig affære.
Ugen efter kunne Brøndby IF igen bringe sig spidsen af SAS ligaen med en 4-0 sejr hjemme over AaB, efter suverænt spil og god underholdning. Dermed var det alene op til Michael Laudrup og co., at køre de sidste kampe igennem. Alt imens blev der arbejdet på forstærkninger til truppen, og d. 21 april kunne Brøndby IF offentliggøre købet af den svenske angriber Johan Elmander, som dog først ville tiltræde efter sommerpausen.
Kun et par dage efter gik det desværre galt igen i endnu en grotesk kamp. På Viborg Stadion styrede gæsteholdet kampen fuldstændigt indtil midt i anden halvleg, hvor Viborg på mindre end 15 minutter scorede tre mål. Brøndby IF fik reduceret to gange, men lige meget hjalp det; endnu tre point var tabt i kampen om mesterskabet.
Kampen var egentligt meget kendetegnende for foråret 2004: De blå-gule var ude på en alvorlig slingrekurs, til stor frustration for alle, ikke mindst dem selv. Omvendt bidrog de svingende resultater kraftigt til spændingen i mesterskabskampen, tilskuerne strømmede til i hele landet, og folk talte fodbold som aldrig før.
Forbandelsen i Aalborg - og andre steder
Maj måned skulle ende med at blive synonymet på hele foråret 2004: Først en brandkamp og SAS Liga-sejr over AGF på hjemmebane, og kun et par dage efter et pokalnederlag i Aalborg, i en kamp hvor Brøndby var oppe mod de højere magter. Ikke i form af AaB, men i form af stolper, tværribber og brændte chancer en masse.
Exit pokalturnering for de forsvarende pokalmestre efter en kamp, de havde domineret totalt. Hvis noget positivt skal siges omkring nederlaget i pokalsemifinalen, må det være, at der nu kun var én turnering at koncentrere sig om for Per Nielsen og resten af holdet.
Uafgjort mod OB i den efterfølgende kamp gjorde, at Brøndby IF var på en tredjeplads med samme pointantal som den kommende modstander fra F.C. København. Alt tydede dermed på at sæsonen 2003-2004 ville ende på samme måde som de to foregående; et tæt opløb mellem de to klubber, hvor de indbyrdes kampe ville blive altafgørende.
I den lille finalekamp formåede Brøndby-holdet ikke at gøre dét fodbold handler om, nemlig at score, og da F.C. København i de yderste minutter af dommerens tillægstid demonstrerede, at de ikke havde samme problem, endte kampen med en 1-0 sejr til københavnerne.
Med tre kampe tilbage var det bydende nødvendigt, at vinde samtlige for at presse F.C. København mest muligt. De tre kampe blev da også vundet, men lige meget hjalp det, F.C. København vandt to og spillede en uafgjort, og dermed blev københavnerne mestre for andet år i træk, kun et point foran Brøndby IF.
En stor skuffelse for alle i og omkring klubben, men når man ser bort fra resultatet i SAS Ligaen, var der dog masser af andre ting at glæde sig over i klubben. Thomas Kahlenberg var eneste markspiller fra SAS Ligaen i den danske EM-trup, damerne var for andet år i træk blevet mestre og havde derudover taget pokaltitlen med i hus, økonomien var ovenpå efter et par hårde år, og ej at forglemme: Talentudviklingen kørte for fulde tryk.
Sommertid og nye ansigter
Sommeren kom, og dermed startede oprustningen til den kommende sæson. Brøndby IF havde allerede sikret sig en stjerne i svøb, og Johan Elmander imponerede alt og alle ved U21 EM i Portugal med både sit spil og sine mange scoringer.
Der var også andre ændringer i A-truppen. Karsten Johansen og Brøndby IF blev enige om at ophæve kontrakten, Allan Olesen blev udlejet til FC Nordsjælland, Stefan Schmidt blev købt i AaB, Søren Larsen blev solgt til Djurgården IF efter hans tid i Frem, og ikke længe efter blev også Mads Junker solgt til FC Nordsjælland. Også Peter Foldgast fortsattte karrieren andetsteds, nærmere bestemt Rot Weiss Essen.
Brøndby IF startede så småt op til den nye sæson med en træningsturnering i Østrig hvor det blev til en fjerdeplads. På holdet så man unge Daniel Agger gøre sin entre efter Per Nielsen måtte forlade lejren.
Sidste generalprøve skulle stå på hjemmebanen mod norske Stabæk med den tidligere Brøndbyspiller Mads Jørgensen på holdet. En kamp som Michael Laudrup gerne ville have været foruden efter de 90 minutter. 4-2 tabte de blå-gule og derudover måtte cheftræneren tillige se sit angrebshåb, Johan Elmander, humpe fra banen med en skade i baglåret. Som et plaster på såret kunne Per Bjerregaard dog inden kampen præsentere Babis Stefanidis som ny Brøndbyspiller.
Endnu et ungt talent fra det svenske, som af mange blev betegnet som en teknisk fantastisk spiller, og som længe havde været i Brøndbys søgelys.
Skidt start
Kun fem dage efter kampen mod nordmændene kunne over 14.000 tilskuere i silende regn se Brøndby IF indkassere det kun andet premiere nederlag på 10 år. OB var kommet på besøg, og det mest positive der var at sige om den kamp var Stefan Schmidts lovende debut. At den selv samme spiller kun et par dage efter fik en knæskade, der holdt ham ude af resten af efteråret, gav store bekymringer om at slingre- og skadeskursen fra efteråret skulle fortsætte.
Specielt positivt var det dog, at Brøndby IF kunne offentliggøre, at hele 6.700 sæsonkort var blevet solgt, og dermed så tilskuerfremgangen ud til at fortsætte. Lodtrækningen til den kommende UEFA Cup gav Brøndby IF en på papiret overkommelig modstander i Ventspils fra Letland.
Mørke skyer var dog begyndt at trække ind over fodbold-Danmark, og unigheden om overenskomsten mellem klubberne og spillerne var kørt så langt ud, at strejke- og lockout varsler var blevet daglige begreber i sportssektionerne i de danske aviser.
Den efterfølgende kamp mod Viborg viste, at spillerne havde andet i hovedet end arbejdskampe. Spil til et mål var, hvad man så i kampen, hvor Johan Absalonsen og Jonas Kamper fik vist deres værd og med en scoring hver, kunne sikre sejren til Brøndby IF.
AGF var det næste hold, der stod for skud, og ærkerivalerne skulle være det første danske hold, der skulle stå overfor Brøndbys nyindkøb Johan Elmander, der så ud til endelig at være blevet sin skade kvit. Kun 25 minutter blev det til for den sympatiske svensker, inden skaden brød op igen, efter en start der ellers havde givet store løfter. På trods af mange gode forsøg endte kampen mod ærkerivalerne 0-0, for første gang i 12 år.
Kort før kampen mod AGF kunne Brøndby IF overraskende offentliggøre at en af klubbens bærende spillere Mattias Jonson var blevet solgt til engelske Norwich City FC i Premier League. Et stort tab for Brøndby IF, der igennem 4 år havde kunnet drage nytte af ikke bare en stor spiller, men også et stort menneske.
Det lysnede
Midt i august kunne de blå-gule så drage til Letland, for at spille første opgør mod Ventspils i UEFA Cup?en. Kampen endte 0-0, men Brøndby IF burde have sat et par mål ind. Kampen viste, at FK Ventspils ikke burde være et hold, der kunne stoppe Brøndby IF på vejen mod endnu et godt efterår i Europa.
Den følgende dag bød på flere positive nyheder: Udover at kunne præsentere et halvårsregnskab med et over skud før skat på 4,6 mio. kroner, kunne Brøndby IF byde velkommen til endnu en offensiv forstærkning. Morten Skoubo fra Borussia München Gladbach indgik med øjeblikkelig virkning A-truppen, og allerede i den efterfølgende SAS Liga kamp mod FC Midtjylland fik den 24 årige angriber sin debut.
FC Midtjylland blev på Brøndby Stadion spillet ud af banen gennem hele første halvleg, men som i så mange andre kampe kom gæsterne foran kort før halvleg. Brøndby IF havde masser af chancer, men ganske som i mange andre tidligere kampe dette år, formåede de blå-gule ikke at udnytte mulighederne. Anden halvleg vendte dog til Brøndbys fordel, og med to scoringer, den sidste kort før tid, kunne hjemmeholdet hente en fortjent sejr hjem.
De mest triste dage
To dage efter den opløftende sejr kom så dét, som ingen på forhånd havde forventet muligt: Strejken i dansk fodbold var en realitet, og dermed kunne Danmark se frem til en periode hvor fodbolden ville ligge stille. For mange klubber var det en katastrofe, men ingen klub blev så hårdt ramt som Brøndby IF. Strejken satte dybe sår i klubbens hjerte og sjæl. Klubfølelsen, loyaliteten og levevisen "Ingen over Klubben" blev sat på spil.
Kampene i SAS Ligaen blev ganske naturligt sat i bero, men returkampen mod Ventspils lå og lurede lige om hjørnet. En dispensation fra UEFA gjorde, at der blev plads til old boys spillere på Brøndbys førstehold, og inden længe så man koryfæer som Mogens Krogh, Bent ?Turbo? Christensen, John ?Faxe? Jensen og Ole Bjur på træningsbanerne. Spillere som Babis Stefanidis, Daniel Agger og flere andre var ikke omfattet af strejken, og de forventedes at skulle danne stammen på holdet mod Ventspils.
To dage før kampens afvikling sprang en bombe i konflikten: Per Nielsen og Dan Anton Johansen meldte sig til træning på Brøndbys anlæg. De to spillere måtte tage imod en del verbale udfald, men som Per Nielsen udtalte til pressen, kunne han ikke lade den klub, som havde været en del af hans liv siden femårsalderen, i stikken. Dagen efter nåede klubberne og spillerne til en foreløbig enighed, og dermed var et sort kapitel i dansk fodbold historie slut. Cheftræner Michael Laudrup havde dermed én dag til at samle truppen før den afgørende kamp om kvalifikationen til UEFA Cup?en.
Brøndby IF stillede dermed med den på papiret stærkeste trup mod Ventspils, men spillerne var åbenlyst ikke kommet sig mentalt ovenpå strejken. Kampen blev en trist forestilling, hvor spillerne på ingen måde fik vist deres værd. 1-1 blev det skuffende resultat, og dermed var det exit Europa for Brøndby IF.
I kampen tangerede anfører Per Nielsen Mogens Kroghs klubrekord med 66 Europa cup kampe, men den stabile forsvarsspiller må med det uafgjorte resultat se frem mod 2005 for at kunne slå rekorden.
De næste dage og uger blev brugt på, at samlet bearbejde situationen og samle truppen og klubben igen.
Fugl Føniks
SAS Ligaen blev sparket i gang søndagen efter, og modstanderen var Silkeborg, der på tidspunktet førte SAS Ligaen. Kampen blev langt fra velspillet, men sejren blev fightet hjem, og med et enkelt mål af Martin Retov fik Brøndby skaffet sig det resultat, der ikke alene gav holdet en delt førsteplads, men også må betegnes som en af de vigtigste sejre i 2004. Efter kampen kunne spillerne se frem til en vigtig landsholdspause, hvor trænerteamet for alvor kunne samle holdet igen.
Kamppausen blev ikke alene benyttet til at samle truppen, men også til at skille sig af med endnu en stor svensk profil. Andreas Jakobsson blev solgt til Southampton, og det var en bevæget svensker, der tog afsked med klub og fans gennem Brøndbys hjemmeside. Andreas Jakobssons farvel efterlod et tomrum, som til dels blev fyldt ud med Sebastian Svärd, der blev lejet i Arsenal, og samtidig blev der for alvor plads til den talentfulde Daniel Agger i midterforsvaret ved siden af Per Nielsen.
Sportsligt blev der stillet spørgsmålstegn om, hvorvidt Brøndby nu måtte acceptere, at spille en sekundær rolle, og Per Nielsens og Michael Laudrups forsikringer om, at holdet havde de nødvendige spillere til at fylde hullerne prellede af på store dele af pressen. Dermed var det tid til at lade støvlerne tale.
Den efterfølgende kamp mod AaB bød på godt spil, og et forløsende mål af nyindkøbte Morten Skoubo, men holdet måtte tage sig til takke med 1-1 mod nordjyderne. Den spillemæssige fremgang var dog tydelig, og man fornemmede at salgene af de to svenske profiler, måske ikke ville koste så meget.
Den vigtigste prøve stod dog i den efterfølgende kamp mod F.C. København, der på tidspunktet lå i bunden af SAS Ligaen. Som sædvanligt var kampen ikke alene et spørgsmål om point - prestige og ære stod også på spil. Brøndby IF havde ikke siden 10. maj 1998 vundet i Parken, og F.C. København skulle virkelig bruge en sejr for at bringe sig ud af den spille- og resultatmæssige krise holdet var i.
Kampen blev afviklet i en fantastisk atmosfære, et fyldt stadion var klar til kamp og fyldt af forventninger. Både på tilskuerpladserne og på banen var det de blå-gule der førte an. F.C. København blev spillet ud af banen, og med to mål af Morten Skoubo, og et enkelt af Johan Absalonsen kunne Brøndby IF hente en yderst fortjent 3-1 sejr hjem.
Kampen var endnu et skridt i den rigtige retning, og på trods af uafgjort i den efterfølgende kamp mod FC Nordsjælland blev holdet bedre og bedre. Spillet mellem Johan Elmander og Morten Skoubo i front virkede fantastisk, og i forsvaret var en uimponeret Daniel Agger sammen med Per Nielsen en sikker skanse. Andreas Jakobssons unge afløser blev gang på gang kåret som kampens bedste spiller.
Sejrsmarch
I takt med at efteråret skred frem, kunne Brøndby IF hive den ene sejr hjem efter den anden, og specielt i jubilæumskampen på hjemmebanen d. 21. november viste de blå-gule, hvem der ubetinget er Danmarks bedste fodboldhold. Med de på dagen så passende cifre 4-0, fejrede truppen også klubbens 40 års fødselsdag, via en flot sejr over de gamle ærkerivaler fra AGF. Dermed blev Brøndby IF det første hold nogensinde, der nåede 40(!) point i kun 17 kampe i den bedste danske række.
I pokalturneringen blev Esbjerg fB ekspederet ud, og i det kommende år venter en af turneringens overraskelser fra BK Skjold i kvartfinalen.
Efteråret bød også på offensive fremstød på andre fronter end fodbolden. D. 6. oktober kunne Brøndby IF offentliggøre at aktieselskabet skal drive Københavns første Multiarena i Høje Taastrup, ligesom Brøndby IF er med i opløbet om at købe Bella Centret.
Sportsligt endte Brøndbys efterår i SAS Ligaen med 13 sejre, fire uafgjorte og kun ét nederlag i de 18 kampe, der dermed kastede hele 43 point af sig. Det svarer til 2,39 point pr. kamp. Målscoren lyder på flotte 31-10. Det vil sige, at Brøndby i gennemsnit scorede 1,82 mål i hver kamp, mens kun 0,59 gik ind bag Casper Ankergren.
Johan Elmander fik for alvor hul på målscoringen, og har vist sig som et kæmpe aktiv, Martin Retov har løftet sit spil op i nye højder på midtbanen, Morten Skoubo scorer de mål han er blevet købt til, Daniel Agger imponerer fortsat, forsvaret er yderst stabilt, og sådan kan man blive ved.
Som en afslutning på en fantastisk efterårssæson blev Royal League sparket i gang, og med en sejr, en uafgjort og et nederlag er Brøndby IF stadig med hvor det er sjovt når turneringen sættes i gang efter nytår igen.
Store forventninger
Ved afslutningsfesten i Brøndby hallen modtog Martin Retov prisen som årets spiller, blandt andet fordi han om nogen personificerer dén indædte sejrsvilje, der bragte Brøndby IF tilbage på sporet efter de sorte uger i efteråret.
Ved samme lejlighed kunne en rørt Per Bjerregaard modtage Brøndbys guldnål, og samtidig gøre status over en sæson, der har været som en tur i en rutchebane, med op- og nedture, men som er blevet afsluttet på fornemmeste vis. Strejke og tabt mesterskab er glemt, og Brøndby IF står her ved årsskiftet så stærkt som aldrig før.
Hvis efterårets takter fortsætter er der ingen tvivl om, at 2005 bliver Brøndby IF's år. Med foråret 2004 in mente skal man ikke hænge medaljer om nogens hals før den sidste kamp er vundet, men man skal være meget pessimistisk, hvis man ikke ser frem til 2005 med forventningens glæde.
