Forårssæsonen 2002 blev på godt og ondt et eventyr. Som alle - unge som gamle - ved, er plottet i eventyr de prøvelser helten skal igennem før det hele ender lykkeligt. For Brøndby IF´s vedkommende, kunne selv ikke H.C. Andersen have skrevet eventyret om Danmarksmesterskabet 2001/02 bedre.
Mange vil nok umiddelbart mene, at de prøvelser spillerne, og ikke mindst supporterne, sponsorerne og tilskuerne i almindelighed, skulle igennem, var på grænsen til det uudholdelige. 3 gange i løbet af foråret løb Brøndby-holdet ind i prøvelser. Og netop magien og de 3 prøvelser er jo en af hovedingredienserne i folkeeventyr.
Forud for forårssæsonen førte holdet med hele 10 point til den nærmeste forfølger, F.C. København. Som foråret skred frem, skrumpede forspringet ind, fra kamp til kamp.
Den første prøvelse som klubben løb ind i, var i H.C. Andersens hjemby, Odense. OB besejrede Brøndby med 4-3. Den første kamp i foråret blev af træner Åge Hareide senere betegnet som mareridtsagtig. Og med rette, for efter at have hentet en 3 måls føring i fynboernes favør, sejrede OB med et dommedagsskud i de døende minutter af kampen. Kampen blev efterfulgt af et par sejre og uafgjorte kampe. Den 14. april tabte Brøndby prøvelse nummer 2, hjemmekampen mod FC Midtjylland, med 2-1.
Ikke alene var det store forspring skrumpet ind fra 10 til 2 point, men spillet virkede også krampagtigt og spillerne havde ? noterede pressen ? ingen selvtillid. F.C. København var for alvor begyndt at puste førerholdet i nakken. Dagen efter kampen valgte træner Åge Hareide at træde tilbage som træner. En beslutning som blev respekteret til fulde og efterfulgt af af komplimenter til den karismatiske nordmand: En stor beslutning hvor Åge satte Brøndby IF højere end sin egen person. Dermed var den 3. prøvelse ligeledes overvundet.
Klubmanden Tom Køhlert blev trukket frem i rampelyset som ny træner i de 6 resterende kampe. Tom Køhlert havde godt nok hevet telefonstikket ud umiddelbart efter nederlaget til FC Midtjylland; han vidste godt hvor det bar hen. Men så dukkede direktør Per Bjerregaard og generalsekretær Emil Bakkendorff op for at stemme dørklokker. Og den i omverdenens øjne lidt reserverede talentchef blev midlertidigt forfremmet til cheftræner med et eneste formål: At banke selvtillid ind i drengene og vinde guldet hjem til vestegnen!
Og forvandlingen var straks til at få øje på. Selvom spillerne allerede ved de efterfølgende træninger fik mere og mere selvtillid, var der en vis skepsis forud for weekendens topbrag mod AaB i Aalborg. På to flotte scoringer af forårets helt store spiller, Peter Madsen, blev kampen vundet 2-1, og da AB weekenden efter blev sendt hjem til Gladsaxe med et 5-0 nederlag, boblede optimismen atter i Brøndbytruppen. Sejren blev grundlagt på 15 gyldne minutter lige efter pausen, hvor bl.a. den svenske landsholdsprofil Mattias Jonson scorede hattrick.
Efterfølgende blev det til et point i Viborg samt en hjemmesejr over OB. I den næstsidste kamp skulle titelbejlerne besøge løvens hule mod de forsvarende mestre F.C. København. Dét blev i sandhed en kamp der vil blive husket år frem. Forud for dagens kamp var holdene à point og ligesom sæsonen forinden, skulle det hele afgøres i parken.
Året før var det F.C. København der løb med guldet, men efter en fantastisk kamp foran et fyldt stadion med 40.000 tilskuere og en fænomenal kulisse, blev det hele afgjort blot 2 minutter før tid, da den talentfulde Mads Jørgensen leverede et skud af en anden verden. Den norske midtbanestjerne, FCK-spilleren Erik Mykland, fik ikke sparket bolden ordentligt væk fra feltet og den klejne jyde sparkede resolut til kuglen med ydersiden. I et øjeblik var der fuldstændigt stille i Parken.
Et jubelbrøl der må have kunnet høres helt ovre på den anden side af Øresund, brød stilheden. Bolden strøg i den modsatte side af målet, uden chance for Rune Pedersen i FCK-målet. Brøndby udlignede den føring som forsvarsspilleren Bora Zivkovic havde givet FCK i første halvleg og for en af de sjældne gange i foråret var heldet på de blå-gules side. Dermed mente mange at det blot var en formsag at vinde over de allerede nedrykkede amatører fra Lyngby FC.
27.357 tilskuere tog den 16. maj turen til Brøndby Stadion. En festlig kulisse og en fantastisk stemning dannede rammen om guldfesten, men de brave Lyngby-spillere spillede længe over evne.
Både tilskuere og ledere blev holdt på pinebænken. Trods et væld af chancer ville bolden ikke ind. Udeholdets målmand, Søren Byskov stod en fantomkamp. Mange var begyndt at frygte det utænkelige. At holdet skulle forspilde chancen med uafgjort, samtidig med at F.C. København ville vinde deres kamp på udebane mod AaB.
Det var først da Kim Daugaard 25 minutter før tid scorede på et frispark at følelserne fik frit løb. Og da Peter Madsen i overtiden øgede til 2-0 var titlen i hus! Efter år uden guld, kom det endelig hjem til vestegnen. For spillere, trænere, ledere, sponsorerer og supportere i og omkring Brøndby IF blev det, på alle måder, en smuk afslutning på et velskrevet eventyr der vil blive husket år frem.
Forventningerne til efteråret 2002 var enorme. Ikke alene havde klubben just genvundet det danske mesterskab efter sølvmedaljer 3 år i træk, men også ansættelsen af verdensstjernen og den gamle Brøndby-spiller Michael Laudrup som træner, lå til grund for folks forventninger om noget stort. Ligeledes blev den gamle Brøndby-stjerne og daværende Herfølge-træner John Faxe Jensen ansat som assistenttræner. Ledelsen havde gjort et scoop af format. Åge Hareides exit tidligere på året, lå til grund for trænerduoens entre allerede i sommerpausen før den nye sæson. Oprindeligt skulle de tiltræde ved årsskiftet, hvor der ville have været mere tid at få indspillet et nyt system.
Sommerpausen blev brugt på en større oprydning i spillertruppen. Nogle spillere blev solgt, andre udlejede mens en del røg et smut i U-truppen. En række unge spillere rykkede op i 1-holdstruppen, således at ca. halvdelen af de par og tyve spillere var 23 år eller derunder. Den mangeårige udlands og landsholdsspiller i bl.a. Celtic, Morten Wieghorst, blev hentet hjem til Danmark fra Skotland, og det viste sig hurtigt at være et genialt køb. Desuden blev er Dalgas, der i sæsonen forinden delte topscorerværdigheden med Peter Madsen, købt i OB. Den tidl. Vejle-tekniker skulle senere vise sig at passe godt ind i den nye spillestil. Sidste sensommerindkøb var det unge Køge-talent Martin Retov.
En af de første store opgaver i den nye sæson, var forsøget på at kvalificere sig til det forjættede land, Champions League. I 2. runde af kvalifikationen skulle holdet stå sin prøve mod det albanske mesterhold Dinamo Tirana. Med en flot samlet score på 5-0, avancerede holdet til den sidste kvalifikationskamp mod det norske storhold Rosenborg. I sandhed en kamp af dimensioner. Rosenborg havde deltaget i de seneste mange års Champions League. Udsigterne var gode, for ved lodtrækningen undslap holdet store europæiske klassemodstandere som Manchester United, FC Barcelona, Inter, FC Bayern München og AC Milan.
Det første opgør blev spillet på Lerkendal i Trondheim. Godt 20.000 tilskuere blev vidner til en meget lige kamp, hvor både Mattias Jonson og Mads Jørgensen havde gode forsøg på træværket, men de berømte marginaler var ikke på Brøndbys side. Rosenborg kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 1-0 sejr, hvilket egentligt ikke var så dårligt et udgangspunkt. Returmødet 14 dage efter blev ligeledes overværet af omkring 20.000 mennesker. En fantastisk stemning på stadion der fik de små nakkehår til at rejse sig. De fremmødte blev vidner til en kamp som længe vil stå i erindringen. Ikke på grund af resultatet, men på grund af at kampen indeholdt alt hvad der kan forlanges af en storkamp; masser af tilskuere, kanon stemning, flot og underholdende spil samt en masse mål. Desværre var det nordmændene der kvalificerede sig til Champions League.
Længe så det ellers ud til, at forhåbninger om Champions League for hjemmeholdet var mere en realistiske. I kampens første 30 minutter bølgede det ene angreb efter det andet ned mod Rosenborgs mål, men bolden kom ikke det sidste afgørende stykke ind over stregen.
Efter hjørnespark kunne den norske frontløber Frode Johnsen uhindret heade bolden i mål. Pludselig var de blå-gule nødt til at score 3 mål for videre avancement. 20 minutter før tid scorede Frode Johnsen endnu engang og 7 minutter senere kunne midtbaneveteranen Ørjan Berg øge til 3-0. Mod slutningen var der stadigvæk et spinkelt håb. Mattias Jonson og Mads Jørgensen reducerede, men da holdet også fik et mål annulleret i overtiden og Mattias Jonson havde skud på stolpen, kunne man bagefter sidde tilbage med tanken; Hvis bare de berømte marginaler havde været på vores side.
Håbet om den store sportslige udfordring og de mange millioner for deltagelse i Champions League blev altså ikke opfyldt. Set over de 2 kampe havde Brøndby IF stor andel af kampene og med lidt held var det spillerne fra vestegnen der kunne have set frem mod deltagelse i det gode selskab. Efter holdets exit ventede videre færd i UEFA-cuppen.
I det første opgør mod Levski Sofia blev det hele reelt afgjort. Bulgarerne sejrede på hjemmebane 4-1. Efter en kollektiv offday synes europæisk deltagelse i efteråret forbi. Trods god vilje og indstilling i hjemmekampen, var det hele tabt på forhånd. Det andet opgør sluttede 1-1. Nu kunne de unge tropper med Laudrup og Faxe på trænerbænken, koncentrere sig om den hjemlige Superliga.
Champagnefodbold, positionsspil i høj klasse, målfest, dumme pointtab, baby-boom og en legendes sidste kamp. Det er i korte træk hvad efteråret 2002 bød på rent sportsligt. Det til tider meget unge Brøndby-mandskab spillede, i det nye spillesystem, indimellem fodboldspil af en anden dimension. Holdet var det næstmest scorende hold og forsvaret stod også godt foran målmand Mogens Krogh, men den manglende rutine og det nye system lå indimellem til grund for mange tabte point. Det blev bl.a. til 2 uafgjorte og 2 nederlag på hjemmebanen og det kostede i stillingen.
3 gange blev det fremmødte publikum på Brøndby Stadion vidner til målfest. 2 gange blev det til 4-måls sejre over henholdsvis Viborg og FC Midtjylland. Mads Jørgensen og den unge offensiv-spiller Peter Foldgast blev i hver sin kamp dobbelte målscorere, men efterårets topscorer blev meget overraskende midtbanespilleren Morten Wieghorst, der sågar spillede mange kampe i midterforsvaret. 7 mål blev det til i efteråret, heraf 4 scoret i en af tidernes bedste kampe spillet på Brøndby Stadion. At Wieghorst blev efterårets topscorer skal også ses i lyset af, at hverken Peter Madsen eller ar Dalgas ramte sidste sæsons målstatistik med hver over 20 scoringer fordelt over hele sæsonen. Mattias Jonson scorede 6 mål, men også den skadesplagede Mads Jørgensen nåede op på 5 scoringer.
Sjældent er så mange omstændigheder gået op i en højere enhed. Det var ellers formstærke Farum BK der gæstede Brøndby Stadion den 23. november, men de blev sendt nord på, med et nederlag på hele 7-1. Hovedpersonen før kampen var ellers den altid stabile Mogens Krogh. Den mangeårige Brøndby-målmand bebudede i efteråret, at karrieren skulle være slut efter efterårssæsonen og den 23. november skulle så være hans sidste kamp på hjemmebanen Brøndby Stadion. Det blev til en følelsesfuld afsked for både Mogens og tilskuerne. Det var desuden sidste hjemmekamp i blåt og gult for Allan Ravn (nu Landskrona BoIS) og Thomas Lindrup (nu OB).
Legenden der nåede at spille 464 kampe blev vidne til en kamp han nok aldrig vil glemme. Dels fordi han, fuldt fortjent, fik publikums stående bifald, da han 5 minutter før tid, blev skiftet ud, men også fordi Morten Wieghorst scorede 4 mål i kampen. De godt og vel 13.000 tilskuere blev også vidner til, hvad ingen troede ville lykkedes, at Auri scorede i Superligaen. Han fik chancen på straffespark i overtiden og den blev udnyttet sikkert. Om der så skal spilles omtrent 150 kampe før han scorer igen, vil tiden kun vise. Det sidste punktum i efteråret 2002 blev sat i Køge, da holdet sluttede med en 2-0 sejr
Selvom holdet før forårssæsonen 2003 er på andenpladsen med 9 point til 1. pladsen, er der god grund til optimisme. Med mange unge og yderst talentfulde spillere, den seværdige og til tider effektive spillestil og nogle stærke profiler tegner fremtiden god.
Efteråret 2002 blev på mange måder fantastisk, og vi kan med sindsro se frem mod de kommende år.
