9. JUNI 2004 kl. 12:13
1997
 Endnu en kvartfinale

1997 var et år der blev imødegået med en meget stor portion optimisme, og en forventning om opfyldelse af en række store sportslige mål. At klubben havde noget at ha? denne optimisme i, blev grundlagt allerede i 1996. For det første kunne klubben overvintre på en flot 1. plads i Faxe Kondi Ligaen, men hvad der måske gav mest næring til optimismen, var den utrolige præstation holdet ydede på udebane i Karlsruhe i 3. runde af UEFA Cup?en.

Og for det tredje havde Brøndby IF spillet sig frem til kvartfinalen i Pokalturneringen Compaq Cup, hvor modstanderen var AaB på udebane.

Kvartfinalen i UEFA Cup?en bød på spanske Tenerife, en modstander man så med stor respekt på, men på den anden side var det jo hverken Barcelona eller Real Madrid. Så mange i Brøndby-lejren troede for alvor på at muligheden for en semifinaleplads så absolut var realistisk, om end vanskelig. Men lige præcis klubbens deltagelse i de europæiske turneringer skulle desværre vise sig at give os de største skuffelser i et ellers på mange måder helt fantastisk år, såvel sportsligt som økonomisk.

Et noget nær optimalt 1-0 resultat på udebane blev opnået efter en flot Ebbe Sand scoring, og ikke at forglemme en meget flot redning af Mogens Krogh, da Tenerife havde fået tilkendt et straffespark.

Spillerne fik ikke lov at hvile på de ellers nok fortjente laurbær særlig længe. For mens vi vel alle i klubben næsten ikke kunne vente på Tenerife returopgøret i Parken, skulle Superligatruppen gennem to kampe i de hjemlige ligaer. På Aalborg Stadion var der kvartfinale i Compaq Cuppen, og med en overbevisende 3-0 sejr var vejen banet for en semifinale mod Faxe Kondi divisionsholdet Ikast over to kampe. Det lykkedes til gengæld ikke at få en ligeså flot start på slutspillet i Ligaen. På Vejle Stadion måtte holdet indkassere et sjældent nederlag på hele 3-0. En fortjent sejr til Vejlenserne.

Skuffelsen

Men så oprandt dagen der var imødeset med både spænding og optimisme. Parken var totalt udsolgt - og det var samtidig ny rekord for Brøndby IF i en europæisk hjemmekamp. Hele 39.807 tilskuere var på plads i et blå/gult inferno af sang, stemning og glæde. Desværre spillede vi ikke op til det ekstra, der altid skal til i disse europæiske kampe - det virkede som om vore spillere hele tiden halsede et halvt skridt efter de boldsikre og rapfodede spaniere. Vi må erkende at vi aldrig kom frem til reelle målchancer, og da det var lykkedes for Tenerife at score, og derved 0-1, så var der lagt op til forlænget spilletid. Her var det som om vore spillere fik mere greb om tingene, og Bo Hansen havde direkte utur da han elegant lobbede bolden over den fremstormende spanske målmand. Men lige som vi alle så småt havde indstillet os på en straffesparksafgørelse, så lykkedes det for Mata Olivera at banke bolden ind bag Mogens Krogh efter en frisparkskombination.

Det var en skuffelse der var til at få øje på. Også selv om man egentlig burde vurdere den samlede præstation gennem Europa Cup?en 1996/97 og derved naturligvis sagtens kunne holde fanen højt efter en turneringspræstation der så absolut kunne måle sig med de allerypperligste i klubbens historie.

Blandede bolsjer

April måned blev populært sagt noget af en pose blandede bolsjer. I Ligaen var resultaterne rimelige, men en række dumme pointtab, bl.a. til Lyngby, Silkeborg og AB gjorde pludselig stillingen i toppen noget mere jævnbyrdig end vi havde ønsket os. Og april skulle da også få lov til at give klubben endnu en stor sportslig skuffelse med på vejen.

Som nævnt havde vi spillet os frem til semifinalen i Compaq Cup?en, hvor Ikast tog imod på Ikast Stadion i det første opgør. Kampen sluttede 2-2, hvor det lykkedes for Ikast at udligne i de allersidste minutter. Men 2-2 på udebane som udgangspunkt måtte dog alligevel noteres som et ovenud godt udgangspunkt forud for et returopgør på Brøndby Stadion. Men AK! Ikast kunne trække sig ud af kampen med en noget nær sensationel sejr på 1- 0, efter en Brøndby IF præstation der skabte dybe panderynker med tanke på de resterende kampe frem mod afslutningen på DM kapløbet. Heldigvis blev panderynker til smilehuller jo længere frem i turneringen vi bevægede os, og klubben befandt sig pludselig i en situation, hvor vi kunne bringe mesterskabet i hus allerede 3 runder før turneringsafslutning. Denne udfordring valgte holdet at tage imod med kyshånd, og vel ikke mindst i særdeleshed Søren Colding, der bankede to kanonmål i kassen på Aarhus Stadion denne solbeskinnede og kåde 1. juni.

Det traditionelle møde mellem de to danske mesterhold, DHL Cup - De danske mestre Brøndby IF og Compaq Cup vinderne FC København blev afviklet på Brøndby Stadion kort før den ny Faxe Kondi Liga sæson tog sin spændende start.

Vi vandt med 2-0 og sikrede dermed pokalen til klubben for 3. gang. Ganske imponerende.

7-1!!!

I Faxe Kondi Ligaen fik vi ganske enkelt en vaskeægte drømmestart. På udebane massakrerede spillerne Lyngby med de sjældne cifre 7-1. Og med en sprudlende Peter Møller, der lavede tre af målene, var forventningerne til de kommende store opgaver så sandelig til at få øje på. Sejren i Lyngby blev fulgt op med en 4-2 sejr hjemme over oprykkerne fra Aarhus Fremad der ugen forinden havde leveret en meget flot overraskelse på Aarhus Stadion, med en debut sejr over selveste lokalrivalerne fra AGF. Så blev det til en 1-0 sejr ude mod OB, på et sidste mål for Brøndby IF i den omgang skulle det vise sig, af Peter Møller. Og herefter en overbevisende 5-1 sejr over Herfølge.

Der gik noget af et chok gennem Brøndby IFs tilhængere da det lå klart at topscorer Peter Møller skiftede til hollandske PSV Eindhoven blot få dage før den utrolig vigtige kamp mod Dynamo Kiev. Endnu et spillersalg fulgte kort tid efter da vores norske landsholdspiller Dan Eggen skrev kontrakt med spanske Celta Vigo. Det var vemodige dage på Brøndby Stadion da de to Brøndby-profiler hver tog deres flotte afsked med publikum på Brøndby Stadion.

Sorte september

En stor drøm - at kvalificere sig til Champions League, led et alvorligt knæk få dage før kampen mod Herfølge. På Brøndby Stadion udfoldede et utroligt velspillende og boldsikkert Ukrainsk mandskab sig. Dynamo Kiev var på stort set alle pladser besat med spillere af utrolig høj international klasse, og Brøndby IF'erne fik en vaskeægte lektion i moderne fremadrettet fodbold på meget højt plan. Resultatet 2-4 var helt i orden, og ingen tvivl om at spillerne denne aften mødte et hold der virkelig havde potentiale til en topplacering i den videre turnering i Champions League.

Og så blev der ellers dømt 'sorte september.'

Faktisk begyndte det allerede at gå galt i slutningen af august, hvor det efter Herfølge-kampen blev til to nederlag mod henholdsvis FC. København (4-1) og Silkeborg (1-2). To yderligere nederlag i september mod Vejle og AaB, samtidig med at Brøndby IF for første gang i sin europæiske fodboldhistorie oplevede to tabte kampe i træk. Lyon satte trumf på i anden halvleg mod et noget modløst Brøndby-hold, og kunne tage til returopgør i Brøndby IF med en komfortabel 4-1 sejr i bagagen. Atter måtte vi lufte Karlsruhe-miraklet, for at klynge os til et spinkelt håb om at 'det kan altså lykkes'. Faktisk var det meget meget tæt på. Brøndby IF bragte sig ganske hurtigt foran med 2-0, og pludselig var alting inden for rækkevidde, men et alt for hurtigt reduceringsmål knækkede spillerne, også i sådan en grad, at Lyon kunne trække sig tilbage med en 3-2 sejr efter sidste fløjt.

Efter Peter Møllers afgang til PSV forsøgte Ebbe Skovdahl med forskellige formationer i front, ligesom der i de bagerste rækker blev forsøgt nye konstellationer efter savnet af Dan Eggen.

Før mødet med Ikast på hjemmebane den 5. oktober havde september kostet 8 point op til de to tophold FC København og Silkeborg. Ikast blev besejret med 5-0, og den ny mand i boksen Ebbe Sand brillerede med et hattrick. Dette skulle vise sig at være et vendepunkt der ville noget. Ikke blot for Ebbe Sand, men så sandelig også et spille- og humørmæssigt vendepunkt for resten af holdet, der havde været så grueligt meget ondt igennem. Herefter blev det til syv sejre i træk, og Ebbe Sand fortsatte med bare at score mål og score mål. Bl.a. kan Ebbe Sand smykke sig med titlen som den spiller der har scoret det hurtigste hattrick i Danmark. Denne rekord satte han den 9. november på Vejle Stadion, hvor de tre 'sand'kasser blev scoret indenfor mindre end 5 minutter. Ebbe Sand slog ligeledes en gammel Miklos Molnar og Peter Møller rekord, da han scorede mod AaB i sidste kamp, og dermed kunne bryste sig med at være den eneste i Danmark der ikke er gået fra banen i 8 kampe i træk uden scoring. Ebbe Sand blev i øvrigt kåret som årets spiller i Brøndby IF.

Der bør naturligvis også nævnes at 1997 endelig blev året da vi fik klubbens økonomiske fremtid afklaret. Med en fornuftig kreditoraftale og den senere aktieemision lykkedes det for klubben at skabe et økonomisk fundament der så absolut fjerner enhver skygge der måtte have hvilet over Brøndby IF i de seneste 5-6 år.