Det har resultatmæssigt ikke været en drømmestart på Mesterskabsspillet, men kigger man på præstationerne, er der meget at tage med til de kommende kampe – også til søndagens opgør mod AGF på Brøndby Stadion.
- Vi har spillet mange lige kampe i denne sæson, hvor vi har haft dygtigheden og nogle gange lidt held til at få dem tippet til vores fordel. Det held har vi manglet lidt i vores to seneste kampe, men nogle gange er der også ting, der er ude af ens hænder og fødder. Det må vi tage med og så holde fokus på at gøre det, vi kan gøre, på træningsbanen og til kamp, siger Simon Hedlund, der ikke kan vente til det bliver søndag.
- Når man står med et nederlag som det i søndags, og måden det skete på, så vil man bare ud at spille den næste kamp så hurtigt som muligt. Vi ved, at vi stadig kan være med og spille lige op med de bedste herhjemme. Det har vi også vist i de to første kampe i Mesterskabsspillet. Nu skal vi bare til at have point på kontoen igen, og det må meget gerne starte med tre point på søndag. Vi kommer til at gøre vores, for at det lykkes.
Efter kampen mod AGF kan der igen komme tilskuere på tribunerne i 3F Superligaen efter Superliga-ordningen, og det glæder den svenske angriber sig til.
- Fodbold uden fans er røvsygt. Jeg – og jeg tør godt tale for hele truppen – glæder mig helt vildt til igen at have fans på Brøndby Stadion. Hvordan og hvor mange må andre afgøre, men at der kan komme liv på tribunerne igen, betyder rigtig meget for os som spillere. Vi spiller for fansene og for klubben, og vi kan leve på den energi, vi mærker fra tribunerne. Det bliver fedt, og vi glæder os – både til kampen på søndag mod AGF og til at se fansene tilbage efter denne runde.
Foto: Getty Images