Et flertal i Folketinget har besluttet at tillade tilskuere til kampe i 3F Superligaen fra 21. april under Superliga-ordningen kombineret med fremvisning af Corona-pas. Det betyder, at der allerede til kampen mod Randers FC i næste uge vil kunne lukkes tilskuere ind på Brøndby Stadion.
Administrerende direktør Ole Palmå glæder sig over, at mange partnere og fans igen kan komme ind og se fodbold.
- Vi er rigtig glade for, at et flertal i Folketinget kan se fornuften i, at vi nu går i gang med Superliga-ordningen igen. Sidste år beviste vi, at ordningen fungerer, og nu glæder vi os til at byde fans og partnere velkommen på stadion igen.
Under Superliga-ordningen skal Brøndby IF dele stadion op i mindre sektioner med op til 500 siddende tilskuere med en meters afstand.
- Sidste år havde vi plads til omkring 8.000 tilskuere under Superliga-ordningen, så det vil være omtrent samme antal tilskuere, vi umiddelbart forventer at kunne lukke ind på Brøndby Stadion mod Randers FC i næste uge. Vi melder konkret information ud til fans og partnere i starten af næste uge.
Følg med på brondby.com og klubbens øvrige platforme for information om billetter og praktik.