3. MARTS 2021 kl. 16:05
3F træder ind på Brøndby Stadion

Når spillerne i morgen løber ind på Brøndby Stadion til kampen mod Randers FC, vil de, når de vender sig mod kameraerne, se en vest-tribune i nye farver – Carlsberg-tribunen er nemlig blev til 3F-tribunen.

Det er markeringen af et nyt og stærkere samarbejde mellem Brøndby IF og 3F, der i forvejen var partner i klubben. Nu har de ønsket at styrke deres engagement i klubben med et tribunesponsorat og blive en integreret del af Brøndby Stadion.

- 3F har vist, at de gerne vil fodbolden – både her i klubben og som sponsor af 3F Superligaen. Derfor er vi glade for, at de har ønsket at blive en større og mere synlig del af Brøndby IF.

- Det bliver de nu med deres helt centrale placering på Brøndby Stadion, hvor alle klubbens fans og gæster nu kan se deres budskab om et fælleskab, nemlig det faglige, siger administrerede direktør i Brøndby IF, Ole Palmå.

For 3F var tribune-sponsoratet det naturlige næste skridt i samarbejdet med Brøndby IF, og Marie Schiøtz, brand- og sponsoransvarlig hos 3F, glæder sig over, at man nu kan se 3F’s budskab, ’Gør dig stærkere,’ præge tribunen.

- Både for os og for Brøndby IF er et stærkt fællesskab en kerneværdi. Fodbold handler i bund og grund om det sammenhold, som også er helt afgørende for vores medlemmer. Det er derfor helt naturligt, at vi engagerer os i dansk fodbold og i Brøndby IF.

- Fodbolden er det helt oplagte sted at markedsføre os og vores værdier, men det handler også om at give vores medlemmer nogle helt konkrete oplevelser. Vores sponsorat betyder også, at alle 3F-medlemmer har mulighed for få den kæmpe oplevelse, det er at gå til fodbold på Brøndby Stadion – og det nye partnerskab sikrer også, at 3F’s medlemmer nu har adgang til mere attraktive pladser til kampe på Brøndby Stadion.