Brøndby IF har i dag solgt Dominik Kaiser til Hannover 96, der til daglig spiller i den tyske 2. Bundesliga.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen forklarer om salget:
- Dominik Kaiser har været en god spiller for Brøndby IF, og især det sidste halve års tid har han vist sit høje niveau. Vi har haft dialog om fremtiden i et godt stykke tid nu, og der var ikke umiddelbart udsigt til enighed om en forlængelse.
- I det billede ikke mindst, er det vigtigt, at vi som klub kigger længere frem end bare de næste seks måneder. Således skal de beslutninger der træffes pege i retning af de strategiske valg, der er truffet mod et Brøndby IF i økonomisk balance og med et generelt større fokus på økonomisk og sportsligt potentiale. I den kontekst passer salget af Kaiser rigtig godt ind både strategisk og økonomisk, lyder det fra Carsten V. Jensen.
Dominik Kaiser kom til Brøndby IF i sommeren 2018, og selv om opholdet på Vestegnen blev relativt kort, så er det en tid, der kommer til at stå klart i hukommelsen hos midtbanespilleren.
- Der bliver talt meget om, at Brøndby IF er en speciel klub, men jeg tror ikke, at folk forstår, hvor stort det er at få lov til at spille her og være en del af det hele, før man har prøvet at repræsentere klubben.
- Modtagelsen fra spillertruppen og ikke mindst fansene var fantastisk. Man føler sig velkommen med det samme, ligesom livet i Danmark er fantastisk. Jeg kommer ikke til at glemme min tid i Brøndby IF eller i Danmark, siger Dominik Kaiser.
Kaiser, der havde kontraktudløb til sommer, skifter med øjeblikkelig virkning efter halvandet år i Brøndby IF. Kaiser nåede at spille 68 kampe og score 16 mål for Brøndby IF.
Foto: Getty Images