I dag havde Superliga-truppen første træningsdag under det nye træner-setup med Martin Retov og Matthias Jaissle, og for anfører Benedikt Röcker gælder det nu om at se fremad.
- Vi skal se fremad nu. Det er en ny situation, og i dag var den første dag. Vi var lidt spændte i truppen inden træning, for alle forventede noget – måske ikke nyt, men anderledes og at se Martin Retov i en ny rolle. Vi havde et godt møde med ham med en masse passion og vilje, og det er også noget af det, vi har brug for som hold nu.
- Det var en god træning. Det var ikke de store ændringer, for Martin og Matthias har også stået for en del af træningerne tidligere, fortæller Benedikt Röcker.
Det har været en anderledes arbejdsdag efter mandagens farvel til Alexander Zorniger, men selv om fokus er vendt fremad, vil anføreren gerne understrege, at den nu tidligere træner ikke står alene med ansvaret for den situation, klubben står i.
- Det er en del af fodbolden. Når holdet ikke leverer, bliver træneren fyret – men vi har en stor del af ansvaret, og det er vores pligt at sørge for, at vi får de point og resultater, vi ved, vi kan levere. Det er også det, jeg siger til holdet. Vi har et ansvar over for klubben, for holdet, for de nye trænere og selvfølgelig over for fansene.
- Mandag var alle i chok, men i dag er en ny dag, og sådan er det i fodbold. Vi er nødt til at være klar over, hvad det betyder at spille i en Brøndby-trøje og for den klub, vi spiller for hver weekend. Det skal vi finde frem til hver kamp igen, for det er den måde, vi også får troen på os selv og noget selvtillid tilbage, og med vores fans i ryggen er jeg sikker på, at det kommer til at gå fremad nu.
- Nu skal vi så vise det. Et nyt kapitel startede i dag, og det skal gælde resten af sæsonen.
Foto: Getty Images