Den 26-årige tyske målmand Benjamin Bellot er ny mand i Brøndby-truppen, når spillerne senere i dag møder ind til sæsonens første træningspas. Den tyske målmand skifter til Brøndby IF på en 2-årig kontrakt og får rygnummer 16.
Sportsdirektør Troels Bech fortæller her, hvorfor man valgte at skrive under med Benjamin Bellot:
- Benjamin er en dygtig målmand, som er vant til at arbejde hårdt og dedikeret, og han kender vores måde at spille på. Da Adam sagde farvel, var både vi og Benjamin interesserede i et samarbejde, og der er nu sat signatur på en kontrakt, der løber til sommeren 2019 med mulighed for forlængelse til 2020.
- At være målmand kræver noget ret specielt i min bog, da der traditionelt set er mindre rotation på målmandspositionen end andre steder på banen. Så som målmand skal man virkelig være hårdfør og stå parat, når det gælder, og sådan en type er Benjamin. Han er et konkurrencemenneske, der vil vinde og har en god personlighed, der passer ind i den kultur, vi ønsker at have i omklædningsrummet.