Den næstsidste udekamp i denne sæson sluttede uafgjort, da de blågule mødte FC København i Telia Parken.
Opgøret bød på spænding til det sidste, samt masser af intensitet og store chancer. Brøndby IF startede bedst og kom hurtigt foran i opgøret, men langsomt overtog FC København spillet og fik også udlignet i det 43. minut.
Der kunne sagtens være scoret flere mål i kampen, men to gode målmænd i hver deres ende sørgede for at kampen endte uafgjort.
Efter kampen virkede Brøndby-spillerne skuffede over, at de ikke fik alle tre point med hjem til Vestegnen. Men ifølge cheftræneren var der også en anden årsag til, at spillerne hang en smule med skuldrene.
- Spillerne var en smule skuffede efter kampen. Det viser måske lidt om, hvor vant vi er blevet til at vinde, men jeg tror faktisk mest, at de var skuffede over vores indsats i første halvleg. Vi kan ikke være tilfredse med den indsats, som der var i førse halvleg. Efter vi kommer foran, bliver vi alt for passive og tager for mange dumme beslutninger.
- I pausen sagde vi til spillerne, at de skulle tro meget mere på vores egen gameplan. I første halvleg spillede vi for meget på FC Københavns præmisser, sagde Alexander Zorniger til Brøndby Indefra kort efter kampen.
Allerede på torsdag skal de blågule tilbage i Telia Parken for at møde Silkeborg IF i pokalfinalen. Der er totalt udsolgt på Brøndby-afsnittene, og vi ser derfor frem til endnu en kamp med en fantastisk stemning.