30. AUGUST 2016 kl. 08:23
Selskabsmeddelelse 20/2016: Delårsrapport 1. halvår 2016

BRØNDBYERNES IF FODBOLD A/S
Cvr.nr. 83 93 34 10

Brøndby, den 30. august 2016

SELSKABSMEDDELELSE NR. 20/2016

Delårsrapport 1. halvår 2016 for perioden 1. januar 2016 - 30. juni 2016

Resumé af 1. halvår 2016

•    Brøndby IF’s nettoomsætning i 1. halvår 2016 udgjorde 54,5 mio. kr. mod 61,9 mio. kr. i samme periode sidste år. Nedgangen i omsætningen skyldes primært en nedgang i omsætningen fra ikke fodboldrelaterede arrangementer. 

•    Omsætningen fra sponsorindtægter er steget 0,7 % til 19,9 mio. kr., på trods af at der i 1. halvår 2016 er realiseret mindre bonusbetalinger fra sponsorer i forhold til sidste år, grundet en sportslig placering i sæsonen 2015/16 som nr. 4 mod en placering som nr. 3 i sæsonen 2014/15.

•    Resultat før skat udgør et underskud på -30,9 mio. kr. i 1. halvår 2016 (H1 2015: -20,1 mio. kr.), hvilket er på niveau med det budgetterede, hvis der ses bort fra den negative resultatmæssige indvirkning af salget af Magnus Eriksson.

•    Salget af Riza Durmisi til Real Betis indregnes i juli måned med en nettoeffekt på 17 mio. kr., og det betyder, at Brøndby IF’s resultat før skat pr. 31. juli 2016 er i niveauet minus 12 mio. kr.

•    Egenkapitalen er pr. 30. juni 2016 på 33,4 mio. kr. (31. december 2015: 65,0 mio. kr.). Faldet i egenkapitalen skyldes det negative resultat i 1. halvår 2016.

•    Selskabets likvide beholdninger udgør pr. 30. juni 2016 0,6 mio. kr. (31. december 2015: 11,8 mio. kr.). Brøndby IF oplyste den 28. juni i selskabsmeddelelse 18/2016, at selskabet optog et lån på 7 mio. kr. fra Jan Bech Andersen. Brøndby IF modtog først låneprovenuet primo juli, så effekten af lånet er ikke indregnet i balancetallene pr. 30. juni 2016.

•    Brøndby IF opnåede i Superligasæsonen 2015/2016 en fjerdeplads, hvilket udløste adgang til kvalifikationskampe til gruppespillet i UEFA Europa League.

•    Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat for 2016, dvs. der forventes fortsat et underskud før skat i niveauet 15 - 25 mio. kr. Indregnet i forventninger til 2016 er, at der ikke realiseres yderligere væsentlige transfers i 2016 samt at Brøndby IF slutter som minimum nr. 5 i Alka Superligaen 2016/17 efter runde 13 og efter afslutningen af efterårssæsonen.

•    Som meddelt i selskabsmeddelelse 18/2016, så har Brøndby IF for at sikre det nødvendige kapitalberedskab påbegyndt arbejdet med at forberede en kapitalemission, som fortsat forventes at kunne blive gennemført inden udgangen af 2016.

Se hele delårsrapporten som pdf ved at klikke her.

Med venlig hilsen

Brøndby IF
Jesper Jørgensen
Administrerende direktør


Information
Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Jesper Jørgensen på telefon 43 63 08 10.