Når Superliga-sæsonen 2018/19 sparkes i gang, vil de røgfri zoner på Brøndby Stadion være ændrede og udvidede. Ændringen sker for at imødekomme både rygere og ikke-rygere på Brøndby Stadion, og for at både rygere og ikke-rygere kan tage hensyn til hinanden.
Fra den 1. juli 2018 udvides antallet af røgfrie pladser på Brøndby Stadion, således at 64% af pladserne på stadion vil være røgfri. Helt konkret betyder det, at det i den kommende sæson på Brøndby Stadion kun vil være tilladt at ryge på Sydsiden (øvre + nedre), i de to Sydlige sving, samt i udebaneafsnittet. Dette gælder også e-cigaretter.
De to langsider (Carlsberg og Loxam), samt J. Jensen-tribunen (bortset fra udebaneafsnittet) bliver dermed røgfri. Der vil være dedikerede rygezoner på hele stadion, som er placeret udenfor tribunerne, ligesom man i loungerne på Carlsberg-tribunen allerede har installeret flere rygekabiner.
På Loxam-tribunen er der etableret rygeområder i begge ender af tribunen. Gæster i Michael Laudrup Lounge har rygeafsnit på terrassen på 1. sal ved Brøndby Gymnasium.
Det betyder, at når du køber sæsonkort til den kommende sæson på Brøndby Stadion, kan du sikre dig pladser, hvor du ikke vil blive generet af røg. Omvendt kan du også sikre dig, at du sidder på en plads, hvor det er tilladt at ryge.
Hvis du sidder i et røgfrit område – eller hvis du har plads i et rygeområde – og ønsker at flytte plads, skal du kontakte os via vores kontaktformular.